Årets Søparkløb bød på både regn, blæst og solskin
Mest regn og blæst må man nok sige – løbet blev afviklet sidste lørdag og der var 4 ruter at vælge imellem nemlig en børnerute på 1 km, en kort rute på 3,3 km og en mellemlang rute på 6 km og endelig den lange rute på 12 km.
Selve ruten var lavet som en sløjfe i Søparken og terrænnet var let kuperet og det skal også nævnes, at løberne var inddelt i forskellige aldersklasser.
Da avisen var på besøg stod det ned i stænger, men alligevel var humøret højt hos både deltagere og arrangører.
Heldigvis kunne man gå ind i Søparkhuset og vente på tørvejr og følge løberne, der kom over målstregen og også se de enkelte hold blive sendt af sted.
Der kunne købes franske hot dogs, øl, vand og frugt i forbindelse med løbet.
Første hold, børneruten, blev sendt af sted kl. 10.30 og sidste hold, der skulle løbe den lange rute, blev sendt af sted kl. 12.05 og man forventede at have alle i mål omkring kl. 14.00.
Man kan læse mere om løbet på www.dybvadby.dk
Søparkløbet var arrangeret af Dybvad Idrætsklub og Dybvad Borgerforening.
Jo-Jo


