Top 5 I denne uge

Relaterede indlæg

Aabel – Risager – Boelskifte, købmænd i Østervrå

Af Jørgen Peder Clausager, med tak til Arne Boelskifte

Nedrivningen af den gamle købmandsforretning på hjørnet af Vrængmosevej og Hjørringvej er i disse dage begyndt, og vi vil derfor genopfriske dens historie.

Forretningens første indehaver, Christian Marius Aabel, blev født den 21. januar 1868 i Hørby Sogn, som søn af den ugifte, knap 22-årige indsidderske (person, der bor til leje hos andre) Mette Marie Larsen i Lille Fjembehus og udlagt barnefader, den 28-årige ungkarl Hans Severin Aabel, forpagter af Sæby Vandmølle. Han var således et ”sideskud” på Aabel-slægten, der i tre generationer, fra 1807 og til 1900 ejede og drev Sæby Vandmølle. Ved Christian Marius’ fødsel oplyser kirkebogen, at hans mor 10 måneder før nedkomsten havde tjent i Sæby Vandmølle, så det var der, hun var ”kommet galt afsted”. Han fik sin fars efternavn men intet andet; og Mette Marie har åbenbart ikke været i stand til at forsørge ham, for ved folketællingen i 1870 finder vi ham som plejebarn hos husmandsparret Hans Christian Nielsen og Mette Larsdatter i Vraa Skovhuse i Torslev Sogn, hvor han kom til at leve resten af sit liv; Mette Larsdatter var søster til Christian Marius Aabels mormor. Ved folketællingen ti år senere, i 1880, var han stadig hos sine ”reservebedsteforældre”, og den 16. april 1882 bliver han konfirmeret i Torslev Kirke med karakteren ”mg” i såvel kundskab som opførsel; vi får ved den lejlighed at vide, at moderen nu er i Aalborg.

Ved folketællingen 1890 finder vi den nu 22-årige Christian Marius som staldforpagter i Østervrå Kro, og den 6. februar 1893 – få dage efter hans 25-års fødselsdag (som den gang var myndighedsalderen) – får han næringsbevis til detail- og brændevinshandel i Østervrå; han figurerer første gang i Handelskalenderen for 1896. Han skal i de første år – vistnok allerede fra 1891 – have drevet sin forretning fra et hus, som lå, hvor nu Østervrå Ældrecenters ældste bygning ligger, og hvori Julius Alexander Pedersen, der fra 1886 til 1889 havde forpagtet kroen, vistnok en kort tid havde drevet træhandel (han findes imidlertid ikke i Østervrå i 1890-folketællingen); men ved skøde af 21. marts 1896 erhverver C.M. Aabel matr. 4i af Vraa By, på hjørnet af Vrængmosevej og Hjørringvej på hvilken han opfører købmandsgården. Da Østervrå telefoncentral blev oprettet med 12 abonnenter i 1905 fik købmand Aabel tlf.nr. 3 – så han har været tidligt med.

Der findes et foto af ejendommen fra omkr. 1910, som viser, at den den gang stod i blank mur; det har nu, da den er under nedrivning og pudsen bliver fjernet, vist sig, at det var en blanding af røde og gule mursten, med mange pyntelige detaljer i murværket, bl.a. de rundbuede hængestavsblændinger i gavlen, hjørnelisenerne, tandsnitfrisen og savsnitfriserne i kvisten og de rektangulære murfelter med spejl i california stucco under vinduerne (som for øvrigt afslører, hvor de oprindelige vinduer har været). Tilsvarende detaljer findes på adskillige andre huse fra denne periode i Østervrå, når man kikker sig omkring. Hvem bygmesteren har været er ikke noteret nogetsteds; der var på denne tid to i Østervrå og Omegn: Lauritz Andreas Andersen og Christen Knudsen; og da bygmesteren formentlig har været en lokal mand, kan vi gætte på én af de to (Christen Knudsen var for øvrigt bygmester på Østervrå Kirke i 1901; men da den er bygget efter tegning af arkitekten Frits Uldall har bygmester Knudsen ikke kunnet sætte sit eget præg på den).

På et udateret foto – hvor vi i forgrunden på Vrængmosevej ser en af de otte gadelygter, som Borgerforeningen lod opsætte i 1908 – ses, at forhuset er blevet udvidet bagud, så der er blevet tale om en regulær købmandsgård. I skattebogen for 1930 ser vi, at C.M. Aabels samlede skat er på 506 kr., hvilket placerer ham blandt byens største skatteydere. Den sidste tilføjelse til bygningskomplekset er de to karakteristiske gavle, som på fornem vis tilpasser sig den stumpe vinkel mellem Vrængmosevej og Hjørringvej, og som udgør byens vartegn; de blev opført i 1918, og vi har det morsomme billede af rejsegildet – hvor flaget over kransene synes at tyde på en strid blæst. På billederne ser vi, at forretningen benævnes ”kolonial- og produkthandel”. Aabel nøjedes imidlertid ikke med at drive købmandsforretningen, men involverede sig i forskellig jord- og ejendomshandel.

C.M. Aabel døde i Østervrå den 22. december 1931, 63 år gammel. Kort forinden var han imidlertid gået fallit. Boets kreditorer kunne ikke blive enige med C.M. Aabels søn Henry (født 13. december 1903 i Aabels førte ægteskab med Emma Karoline Svendsen) om betingelserne for at Henry kunne bestyre forretningen, og Henry besluttede derfor at blive selvstændig og lejede fru Edel Christine Millers hatteforretning (nuværende Hjørringvej 418; hun døde i 1930), hvor han startede en lille købmandshandel; han fik udstedt næringsbevis 25. marts 1932. Henrys forretning gik rigtig godt, mens der næsten ikke kom nogen kunder hos den bestyrer, som kreditorerne havde ansat til at drive faderens gamle forretning. Efter otte måneders forløb endte det derfor med, at Henry flyttede ”hjem” og fik sat skik på forretningen, som hans stedmor Anna Sofie Aabel, født Schøndorf, skødede til ham den 20. februar 1933.

Henry Aabel løb imidlertid også ind i økonomiske vanskeligheder, så i 1936 fik Søren Nielsen fogedudlægsskøde på ejendommen, som i 1941 blev tilbageerhvervet af familien, men nu med Henry Aabels kone Mary Kristine, født Beedholm, som den juridiske ejer; det er da også Mary Aabel der anføres som købmand i Handelskalenderen fra 1936 og frem.

Mary og Henry Aabel drev nu forretningen sammen til 1962, da Henry Aabels sygdom tvang ham og Mary Aabel til at afstå den til Elmer Risager. Overdragelsen skete omkr. 1. november 1962, og prisen var 132.000 kr., deraf de 80.000 for ejendommen og 32.000 kr. for løsøret. – Henry Aabel døde den 8. december 1970, 66 år gl., og Mary Aabel den 8. juni 1995, 92 år gl.

Vi er usikre på, hvor længe der i ejendommen har været endnu en forretning ud over Aabels købmandsforretning; men ved folketællingen 1940 finder vi bog-, papir- og fotohandler Peter Petersen i ejendommen; han står for første gang i handelskalenderen for 1940, så han må være ret nyetableret. Han flyttede imidlertid kort tid efter til nuværende Hjørringvej 433 (i dag revisionsfirmaet ReviØst), og blev i oktober 1941 i Aabels ejendom afløst af den 37-årige urmager Christen Peter Tronbak, som i tre år havde drevet urmagerforretning i Hørby. Tronbak flyttede i 1946 til Løkken, og blev efterfulgt af urmager Edmund Møller Nielsen (1915-1994) og hustruen Olga (1924-2007); han var begyndt som selvstændig urmager i Morild i 1939; ægteparret drev forretning i ejendommen lige til 1992; de havde privatlejlighed ovenover butikken.

Elmer Risager var født den 2. januar 1927 i Øster Straden, Torslev Sogn, og var i 1941 kommet i lære i Sterup Brugsforening; han kom til Østervrå fra en stilling som uddeler i Linde ved Randers, hvor han havde været uddeler siden 1953. Han fik kun kort tid som købmand i Østervrå; allerede i 1964 sælger han pr. 4. april ejendom og forretning til kommis Arne Boelskifte for 191.000 kr. Risager flyttede til Dronninglund, hvor han den 6. maj 1964 fik sognerådets anbefaling til en ansøgning om at handle med ”stærke drikke”. Købmandsforretningen på Slotsgade 37 i Dronninglund drev han sammen med hustruen Inga til 1991; han døde den 16. maj 1994.

Arne Boelskifte (født 1940 i Vester Mølbak) er udlært hos uddeler Møller i Thorshøj Brugsforening, og efter ophold på Andelsskolen i Middelfart blev han kommis i Dybvad Brugsforening. Lis Boelskifte (født 1943 i Østervrå Mellergård) er udlært i manufakturbranchen hos Jens Jensen. Ved deres overtagelse var forretningen stadig en klassisk ”blandet landhandel” med salg af foderstoffer, og butikken var indrettet med disk, men der var hverken køle- eller frysemontrer. En væsentlig del af salget foregik stadigvæk på ”kontrabog”. De første ni år havde Boelskifte lærlinge, siden var der kvindelig medhjælp i butikken.

I 1972 blev det nye tider: Grovvarehandelen blev opgivet, og butikken blev udvidet med den hidtidige urmagerforretning; til urmager Møller Nielsens forretning opførtes den lille ”knast”, som blev bygget til langs Hjørringvej hen imod anlægget. Den udvidede butik blev indrettet til selvbetjening. I samme årti blev en del af baghuset nedrevet.

Boelskiftes forretning var med i indkøbskæder med vekslende navne: Først Sparkøbmand, så Centra og derefter Dankøb; og umiddelbart før butikslukningen i 1987 atter Spar. Et tidens tegn var det, at grossistvirksomheden, som oprindelig havde adresse i Hjørring, i etaper flyttede til Aalborg, og siden til Kolding for til slut at have domicil i Glostrup.

Den 21. marts 1987 lukkede købmandsbutikken; tiden var løbet fra de små kone/mand butikker, udviklingen gik i retning af døgnbutikker og storkøb. Lis Boelskifte fik ansættelse ved postvæsenet, og Arne ved Østervrå Tømmerhandel, og senere hos tømrermester Knud Lynge Jensen. Det forhenværende butikslokale blev indrettet til to beboelseslejligheder, og resten af de gamle baghuse med undtagelse af garagen blev nedrevet.

I 2004 solgte Lis og Arne ejendommen til en håndværker, som ville drive den som udlejningsejendom; der var på dette tidspunkt 5 lejemål i ejendommen. De sidste 5 til 8 år har ejendommen stået tom og forsømt og står nu foran nedrivning. – Lis og Arne beholdt 850 m2 af den store grund (den var på 2.890 m2) og byggede et nyt hus på skråningen ned mod anlægget.

I den tidligere urmagerforretning har der efter 1992 i kortere perioder været forskellige lejere, men også denne del af ejendommen har i de sidste år stået tom.

Populære artikler