
Østervrå IFs Venner er allerede i forårshumør, og det vil de gerne dele med andre, så derfor inviterer de til forårsfest i Østervrå Kulturhus, lørdag den 21. marts.
Thorshøj Revyen kommer, der er lækker mad, en toptunet bar og den musikalske underholdning er lagt i hænderne på orkestret Flex. Festen er også et lokalt ønske. – Vi bliver ofte opfordret til at holde en ”lokal” fest, og den opfordring har vi nu valgt at tage op, forklarer Charlotte Dahl Albertsen fra ØVIs Venner. Vi skulle samtidig finde en afløser for den årlige dilettantforestilling, så nu prøver vi med en forårsfest.
To-i-en-fest
Der bliver en to-i-en fest, for en god fest begynder ofte med en lille ”forfest”, og den har ØVIs Venner også tænkt på. Her kommer Kristian Præstgaard og spiller hyggemusik i en times tid, mens gæsterne lige så stille kan indfinde sig, få en velkomstdrink, hilse på de andre gæster og i det hele taget gøre sig klar til den ”rigtige” fest.
Thorshøj Revyen kigger forbi og giver et par smagsprøver fra deres lokalrevy, og hvem ved, måske har de fået kig på et lokalt emne i Østervrå?
Orkestret Flex er et nyt bekendtskab, og så alligevel ikke, for lokalt er bandet kendt af de mange, som har deltaget i Maskinhusrock på Vrængmosevej. Herfra forlyder det, at det er fire gæve gutter, der kan spille en god blanding af danske og engelske numre både nyere og ældre.
Tilmelding
ØVIs Venner håber på rigtig god opbakning til det nye tiltag. – Festen er for alle, både par og dem, der kommer alene, men tag endelig naboen, familien, kortklubben, mødregruppen, yogaholdet, fodboldholdet og alle de andre med, lyder opfordringen fra ØVIs Venner.
Det er allerede nu muligt at bestille billetter hos Charlotte Dahl Albertsen eller hos Høyrup – og senest den 15. marts.
ÅB




