
Østervrå Idræts- og Kulturcenter er hele uge 42 det store omdrejningspunkt for de mange indslag i skolernes efterårsferie, men også Bødkergården og det lille keramikværksted Lerhulen melder sig på banen.
Langt de fleste tilbud i Festdagene er, med et par få undtagelser, for hele familien med særligt fokus på børn og unge. Allerede fredag den 11. oktober går det løs i Østervrå Kulturhus, som vil være optaget frem til søndag middag den 13. oktober af et stort LAN-party. Lørdag holder det lille keramikværksted Lerhulen på Brinken åbent værksted det meste af dagen.
Søndag formiddag tilbyder Østervrå Svømmehal gratis svømning for alle, og om eftermiddag inviterer Østervrå Løberne til Blomsterløb med titlen ”Forsyning og andre væsner” – et par timer i frisk luft ad planlagte ruter med fem pitstops. Deltagerne kan vælge at gå, løbe eller cykle og der er også plads til både hund og barnevogn.
Tirsdag den 15. oktober inviterer Bødkergården til åbent hus med forskellige aktiviteter og besøg af en kendt maskot. ØVIs Svømmeklub inviterer til stort Pool Party – fordelt på to aldersgrupper, med diskomusik, kulørte drinks og sjove udfordringer i det våde element.
Onsdag den 16. oktober har Gymnastikforeningen 77 ”Sjov og Leg” for de mindste, og bagefter er der ”Pizzaspring” for børn og unge med afsluttende spisning og hygge. Østervrå Bibliotek har inviteret tidligere bysbarn Henrik Andersen til kulturhuset onsdag aften, hvor han vil fortælle, hvad han har beskæftiget sig med, siden han forlod byen. Henrik har bl.a. rejst i store dele af verden.
Det store Familiebanko er en fast tradition torsdag i uge 42. Det er også denne gang Østervrå Seniorer m.fl., der står bag de mange hyggelige spil, som igen har fået flot opbakning af lokale sponsorer.
Danseaften med fem orkestre slutter ugen af fredag den 18. oktober. I år spiller Aktivisterne, Volstrup Harmonikaklub, Flauenskjold Harmonikaorkester, Midt i Ugen og Thorup Spillemænd på skift op til dans. Aftenen indledes med spisning, men det er også muligt at købe billet uden mad.
En travl uge er på trapperne med noget for hele familien.
ÅB




