Top 5 I denne uge

Relaterede indlæg

Fællesspisning i Dybvad

Stor tilslutning til fællesspisning i Søparken i Dybvad
Vejret var fint og maden var meget lækker og spændende – sådan kunne overskriften også være på den her artikel, der handler om den fællesspisningsaften, som var omtalt for et par uger siden og som alle i Dybvad og omegn var blevet inviteret med til.

Der var 62 – heraf 16 børn,der mødte op og det var både nytilflyttede familier – såvel danske som rumænske og folk, der har boet i byen i flere år.

Man havde fra arrangørernes side opfordret til, at man tog en middagsret med og evt. en kage, som så blev stillet frem til en indbydende buffet, hvor der var mulighed for at smage på både rumænsk og dansk mad.Drikkevarerne sørgede Skæve Menighedsråd for.

Arrangørerne af den vellykkede aften var Erik Nielsen, Peter Beck og Tove Hosbond og de fortalte, at de havde været meget spændt på, hvor mange, der ville tage imod tilbudet.

Efter velkomsten, som Erik Nielsen stod for, blev det tid til at smage på alle de spændende retter. Jeg var så heldig at få en snak med nogle af de rumænske familier, som gav mig en guide til, hvad deres mad hed og hvad den bestod af, de havde nemlig små skilte med oplysninger om de enkelte retter – her bl.a. mamaliga, der er et rumænsk brød – salata de boeuf, der er boeuf salat, salata de vinete var aubergine salat, ja, der var mange, mange flere – her skal lige til slut nævnes – sarmale si ardei umpluti – det er simpelthen kål/grapevine leaf – altså kålblade/vinblade og peberfrugt fyld med kød/ris mix.

Af danske retter kan nævnes forloren hare, karbonader, frikadeller og risengrød og mange flere retter var der også fra vores bord.

Efter at man havde fået alt det, man kunne spise, tog Erik Nielsen endnu engang ordet og bad alle præsentere sig og fortælle lidt om, hvorfor man havde valgt at slå sig ned lige netop i Dybvad. Der var også repræsentanter fra de enkelte foreninger her i byen til at fortælle om mulighederne her for nytilflytterne. Aftenen sluttede med et kæmpestort kagebord med kager af alle mulige slags, der bare fristede ud over alle grænser. 

Planen er så, at man fra arrangørernes side gerne vil gå videre i forlængelse af denne meget vellykkede aften og det er deres store håb, at nogle af deltagerne i denne aften ville melde sig til at være med i arbejdet.

 

Jo-Jo

Foto: Ejvind Pedersen

Populære artikler