Den nye kirke-kulturmedarbejder
Den 1. marts tiltrådte Freja Würtz den nyoprettede stilling som kirke-kulturmedarbejder i Albæk-Lyngså og Østervrå kombineret med kirkesanger i Østervrå og Torslev.
Freja er nu godt i gang i sit nye job, som passer hende særdeles godt. Jeg er glad for en fleksibel arbejdsplads, skiftende arbejdstider og mange samarbejdspartnere, derfor er jeg meget glad for mit nye job, fortæller Freja. Hun har en kandidat i rytmisk sang og en bachelor i rytmisk korledelse. Hun er 28 år og bor med sin kæreste i Vodskov, hvorfra hun så farer rundt til de mange jobs, hun har som hhv underviser, korleder og sangerinde. Hun skriver selv musik og optræder med egne og andres sange i tre forskellige bands bl.a. flere steder i Aalborg og underviser derudover i sang på ungdomsskolen i Herning og nu altså også Albæk-Lyngså og Torslev-Østervrå. Hun har udgivet EP’en ”Listen” og en single ”Lullaby”.
Freja har allerede fungeret som kirkesanger ved en del kirkelige handlinger ligesom hun er i gang i Albæk-Lyngså. I Albæk-Lyngså bliver opgaverne kirkemusikalsk legestue, babysalmesang, børnegudstjenester og administrative opgaver og så er der måske også brug for hende ved minikonfirmandundervisningen.
I Østervrå er førstkommende opgave eventkor i forbindelse med friluftsgudstjenesten den 16. juni. Her skal Freja stå i spidsen for en gospel workshop, hvor der øves hele dagen fra midt formiddag og indtil det hele ender op med at koret medvirker ved gudstjenesten i anlægget sidst på eftermiddagen sammen med et dygtigt band.
Det er vigtigt for mig at nævne, at det er for ALLE, siger Freja. Der er ingen optagelsesprøve og det er for alle, der har lyst til at være med. Det bliver en dag med hygge og masser af sang, lover hun og ser frem til at møde en masse sangglade mennesker.
Menighedsrådet har forsigtige planer om til efteråret at oprette et kor med Freja i spidsen, så dette kan evt. betragtes som en lille teaser og det bliver både hyggeligt og sjovt, lover Freja.