To gange har Ole Sørensen fra Hørby begivet sig ud på en længere cykeltur udenfor landets grænser. Forleden aften tog han, i overført betydning, beboerne på Østervrå Ældrecenter med på den tohjulede ned gennem Europa til en aften i ord og billeder.
I ro og mag kunne beboerne på Østervrå Ældrecenter lade sig guide ned gennem Europa i hyggeligt selskab med den cykelpassionerede Ole Sørensen – også kendt som Gulv-Ole fra Hørby.
Ole er vild med at cykle, og turen skal gerne have en vis længde. I 2017 havde Ole sat sig det mål, at han ville cykle til Sicilien – ca. 3.000 km, en udfordring han havde forberedt sig på i flere måneder. Det betød at både Ole og cykeludstyret var i tip top form, da starten gik fra hjemadressen i Hørby en dag i 2017.
Et helt særligt kendetegn for Ole er, at han altid cykler i træsko, og det gik rigtig godt på turen ned gennem Danmark, hvor Ole havde lagt forskellige stop og gode oplevelser ind. Den første del i Tyskland gik også helt efter planen, selv om GPS’en ind i mellem bragte ham i tvivlsomme retninger, så var det bare ekstra oplevelser i bagagen.
Det hele fik dog en brat ende, da Ole skulle passere en slags sluse på cykelruten, og han var så uheldig at få et forkert vred i sit knæ. I første omgang forsøgte han at fortsætte, men det stod hurtigt klart, at turen til Sicilien sluttede i Neumünster, og Ole måtte hentes hjem til Hørby.
På den igen
Ole lader sig ikke slå ud af en smule modgang, og tanken om at cykle til Sicilien lå stadig og prikkede til ham. I 2018 gjorde han så et nyt forsøg med Neumünster som startsted, og igen helt alene på turen. Endnu en fantastisk oplevelse at cykle lidt væk fra de store trafikerede veje ad ukendte cykelstier, hvor nye eventyr venter om det næste hjørne.
Desværre skulle det heller ikke være denne gang Ole nåede til storetåen af støvlelandet Italien. I München blev han ramt af et voldsomt maveonde, som i den grad satte en stopper for turen, og Ole måtte endnu en gang smide cykelhandskerne.
Tilhørerne fik en spændende fortælling ledsaget af masser af flotte og farverige billeder, om turens strabadser, steder han har set og mennesker, der har krydset hans cykelrute undervejs.
Det var en rigtig spændende aften, som beboerne var med på og alle havde en hyggelig aften, og selvfølgelig havde centrets køkkenpersonale sørget for en meget flot og lækker kage til aftenens kaffebord.
Endnu en vellykket aften tilrettelagt af De Frivillige, som er klar med et nyt arrangement torsdag den 14. februar, hvor der er Sangaften med Oluf og Børge.
ÅB




