Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Fællessang og julepyntning

De Frivillige på Østervrå Ældrecenter havde igen inviteret til hyggeaften på centrets første sal, og det var også frivillige kræfter, der hjalp til med julepyntningen i centrets fællesarealer. 

Det nye tiltag med sang- og hyggeaftner for ældrecentrets beboere er rigtig populært, og der var da også fyldt op til sidste plads foran aftenens musikalske gæster. – Vi er så heldige, at vi har en god musikalsk ven af huset, Doris Nielsen, som gerne stiller op med sin harmonika, fortæller Børge Nielsen fra De Frivillige. Denne aften havde Doris inviteret fire gode musikalske venner med, og de havde også taget sanghæfter med. 

Det er altid dejligt med ”nye” sanghæfter, som måske har et lidt andet repertoire end husets kendte, og der blev ønsket flittige fra sanghæfterne blandt udvalget af populære og kendte sange. 

Den megen sang krævede en pause, og den blev udnyttet til kaffe og en lækker kagedessert fra centrets køkken, som endnu en gang havde tryllet med ingredienserne. 

Anden afdeling blev lige så livlig, og der var vist ikke et blad i sanghæftet, som ikke havde været vendt. Der var en glad og hyggelig stemning, som alle tydeligvis nød i fulde drag, og der var tilmed ros fra orkestret for en fin indsats med sangen. 

Julepyntning
Søndag den 25. november stod der julepyntning på programmet på Østervrå Ældrecenter. Centerleder Helle Christensen havde inviteret husets beboere og deres pårørende til julehygge. 

De Frivillige stillede op med hjælp til pyntning i fællesarealerne, og et juletræ på altanen blev det også til. De pårørende pyntede hos deres familiemedlemmer blandt beboerne, og til sidste blev der serveret gløgg, kaffe og æbleskiver på 1. sal og i stueetagen, eller privat hos beboerne, hvis det var et ønske. Fra musikanlægget lød den skønnest julemusik, som var med til at få den helt ægte julestemning frem.

Julen har for alvor holdt sit indtog på centret med stjerner, nisser, gran og julemænd – både på gangene, i fælleslokalerne og privat hos beboerne. 

ÅB

Populære artikler