Eleverne specielt i Indskolingen på Torslev Skole fik sig en overraskelse, da de mødte ind efter ferien. En gruppe forældre havde nemlig været aktive i uge 42 og etableret et helt nyt lege- og undervisningsredskab på udenomsarealerne.
Danske skolelever bevæger sig alt for lidt viser undersøgelser, men på Torslev Skole i Østervrå har eleverne og lærerne fået et helt nyt tilbud ”Leg på Streg”, der kombinerer fysisk aktivitet med tal og bogstaver.
”Leg på Streg” er et koncept, der har til formål at fremme fysisk aktivitet blandt eleverne – det kan ske i frikvarteret med fri leg, men også i forbindelse med undervisningen, er der lagt op til fysiske udfoldelser.
Aktive forældre
En god håndfuld forældre havde sat hinanden stævne en dag i efterårsferien, for at strege den nye aktivitet op. Det var ikke særlig indviklet af få streger, tal og bogstaver på plads, og nu glæder forældrene sig til at høre børnenes mening om de nye muligheder.
– Vi var så heldige, at få tilbudt en lille pose penge, og så vidste vi, at det længe har været et ønske fra lærernes side, at få ”Leg på Streg” etableret på skolen, fortæller Stine Strandridder fra skolens lokalråd. Vi håber, at den nye aktivitet kan være med til at give eleverne mere bevægelse i hverdagen. Samtidig tror vi på, at det også kan få stor betydning for de elever, der lærer bedst ved at se og prøve tingene fysisk, slutter Stine Strandridder.
”Leg på Streg er enkelt og nemt at gå til, og hvis det skulle knibe med ideerne, så følger der en vejledning med, der er fyldt med gode ideer til både tal- og bogstavleg.
Interesserede kan læse mere om konceptet her: www.cancer.dk/legpaastreg/skoler/hvad-er-leg-pa-streg/
ÅB




