Søndag den 14. oktober kan hele familien komme ud og nyde en frisk gå-, løbe- eller cykeltur i Østervrå og omegn. Undervejs er der indlagt depoter og besøg hos lokale virksomheder, der gerne viser frem og fortæller.
Blomsterløb er titlen på arrangementet, men det skal bestemt ikke afholde nogen fra at deltage i et mere adstadigt gåtempo eller at springe på cyklen, for alle kan være med understreger arrangørerne.
Ruterne har form som en blomst, deraf navnet, hvor deltagerne kan vælge at løbe cykle eller gå alle ”kronbladene” og/eller cirklen i midten. ”Kronblade” er jo som bekendt både store og små, det er ruterne også, så deltagerne frit kan vælge mellem en kortere eller længere tur.
Gå, cykel eller løb
Gåturene kan kombineres med én eller flere løberuter med længder på 3-5 km. Løberne kan vælge mellem fem ruter af 3-5 km. For MTB’erne er der tilrettelagt et orienteringsløb, hvor deltagerne inddeles i hold ved start. Børnene kan også være med på en sjov MTB-tur sammen med to guider fra MTB-klubben. Er du derimod til racercykel, så kan du kører ca. 30-40 km. i sløjfe.
Mødestedet og slutstedet er Multibanen ved Østervrå Stadion. Voksne betaler for at deltage, og det er gratis for børn under 16 år. – Vi håber, at rigtig mange har lyst til at deltage, lyder opfordringen fra formand for ØVI Knud Hjørnholm, det kan jo godt lyde lidt skørt f.eks. at betale for at gå en tur, men dagens entreindtægter går ubeskåret til ØVI’s Venner, der som bekendt støtter ungdomsholdene i Østervrå IF.
I målfeltet er der gratis pølser og brød med øl eller vand til.
Depoter
I lighed med de to foregående år har lokale aktører også i år sagt ja til at være depoter på ruterne. Denne gang kan du besøge Østervrå Museum, Bøgelund Gårdbutik, landbruget Enghøj, Østervrå Fysioterapi og Træning samt spisestedet Gryden. De er alle sammen klar til at byde velkommen og fortæller gerne om deres virksomhed.
Der er altså gode chancer for at få luftet løbe- og travesko, cyklen, svigermor, hunden eller barnevognen – en frisk motionstur til at indlede uge 42, der byder på en masse andre spændende aktiviteter.
Arrangører er Østervrå Motionscykelklub, ØVIs Venner og Østervrå-Løberne.
ÅB




