I 26 år har ”Nus” fra Dybvad været med på Aktivitetscentret i Dybvad
Egentlig var det planen at fejre 25 års jubilæet sidste år, men af forskellige grunde blev det udsat til forleden – og nu vi er ved det, så hedder ”Nus” jo egentlig også Karen Margrethe Andersen, men det navn bruger hun næsten aldrig – hun foretrækker at blive kaldt ”Nus”.
Hun havde inviteret på lagkage og kaffe i anledning af jubilæet, men inden lagkagen gik rundt overrakte aktivitetsleder Elsebeth Larsen en flot buket til jubilaren og der var endnu en gave til hende fra familien og samtidig havde de en gave til Elsebeth, der startede på Dybvad Ældrecenter samme år, som ”Nus” startede i terapien. Elsebeth holdt en lille tale for ”Nus” og sagde bl.a., at hun har været med hver uge mandag, tirsdag og torsdag formiddag. Der blev også fortalt, at hun var til spraglede og stærke farver og som det ses på billedet, var buketten netop holdt i flotte, stærke farver.
”Nus” har lavet mange slags håndarbejde og var aldrig i tvivl om, hvad hun ville lave og hun har aldrig været bange for at bruge stærke farver. Hun har lavet rigtigt meget til sine mange oldebørn, som hun sagde. Hun kan også godt lide at spille, men helst når hun vinder.
Hun fortalte om engang, da hun og søsteren, som startede sammen med hende i terapien, ville gå til blomsterbinding og derfor skulle bruge en del blomster, som de plukkede i grøftekanten og som først skulle tørres og derfor blev hængt op derhjemme. Det blev for meget for ”Nus” s mand, der blev temmelig utilfreds og irriteret over alle de tørrede blomster, ja, det var da lige ved at gå helt galt, som ”Nus” sagde.
Snakken gik livligt ved kaffebordet, der ud over lagkage også bød på muffins – begge dele var lavet af ”Nus”s familie i anledning af jubilæet.
Jo-Jo




