Den tidligere Spar Nord i Østervrås midtby har fået nyt liv med etableringen af et nyt dyrlægefællesskab centralt midt i Vendsyssel. Lørdag var det blevet tid til at vise de nye fælles lokaler frem.
Det nye dyrlægefællesskab er en fusion af tre dyrlægepraksis i henholdsvis Sindal, Jerslev og Bindslev. I alt otte dyrlæger har slået sig sammen med specialisering i produktionsdyr – altså kvæg, heste, mink, fjerkræ og lidt svin, fortæller dyrlæge Helle Andreasen. Vi får flere henvendelser om f.eks. katte og hund, men der vil vi rigtig gerne henvise til vore kolleger i dyreklinikkerne rundt i Vendsyssel. Vi løser kun opgaver med produktionsdyr, understreger Helle.
”Kommandobroen”
Der er altså ingen behandlingslokaler, men udelukkende udekørende dyrlæger hos Vendsyssel Landdyrlæger. I de tidligere banklokaler er der blevet plads til et lille laboratorium og et mindre lager.
De otte dyrlæger – Esben Christoffersen, Asger Levinsen, Helle Andreasen, Niels Søndergaard, Tobias Volhøj, Kamilla Munk, Poul Erik Olesen og Lisbeth Michaelsen venter sig rigtig meget af det nye samarbejde. – Vi kan udnyttede hinandens kompetencer med gensidig sparring, og så har vi mulighed for at specialiserer os indenfor et eller to områder, og på den måde give vore kunder en meget bedre service, forklarer Helle Andreasen.
Der var voldsom trængsel i de tidligere banklokaler, som har fået en lille ansigtsløftning, og i dag fungere som den administrative ”kommandobro”. Helle Brønnum og Ulla Christensen er de to, der dagligt er på kontoret, og sørger for at de otte dyrlæger bliver dirigeret hen til deres aftaler. Til at hjælpe sig har de picoline Mie Munkholt Jensen.
ÅB




