Østervrå Petanqueklub går med byggeplaner og der har været tilgang af medlemmer i 2017.
Det var bl.a. noget af det formand Arne Boelskifte kunne berette ved årsmødet, der blev afholdt i ØVIs klubhus. – Vi har haft en fremgang på fire medlemmer, så vi nu er 38 petanquespillere i klubben, lød det i beretningen. To hold har været tilmeldt DGIs turnering i B-rækken, hvor de sluttede på henholdsvis 1. og 4. pladsen. Klubben har også haft hold med til kommunemesterskabet i Præstbro.
Klubmesterskab
Den lokale klubdag samlede sidste år 24 deltagere til duel på banerne og til hyggeligt samvær. Først blev der spillet på livet løs – hele 36 kampe, men så var der også brug for en god kaffepause – sikkert med hjemmebagte lækkerier. Anden afdeling bød på 24 spændende kampe, så i alt 60 dueller om den lille ”gris”. Dagen sluttede med grill-hygge, madkurv og lidt andet godt til ganen suppleret med øl og vand fra Meny.
Byggeplaner
Petanquefolket har længe ønsket sig et læskur, og nu ser det ud til, at det snart bliver en realitet. Sparekassen Sæbys fond har bevilget pengene og byggetilladelsen er på plads. – Vi regner så småt med at gå i gang med projektet, som ventes færdigt først på sommeren, fortalte Arne Boelskifte.
Genvalg
Der var genvalg til Arne Boel-skifte og Frede Frederiksen. Børge Nielsen blev ny kasserer i s. f. Bruno Møller Nielsen, der ikke ønskede at fortsætte efter 11 år på posten. Banepasser Morten Rasmussen blev ligeledes genvalgt, mens Oluf Andersen blev nyvalgt i s. f. Egon Hebbelstrup, der ikke ønskede genvalg.
Regnskabet viste et lille overskud på 2.516,14 kr. og kontingentet er fastsat til 100 kr. i 2018. I den nye sæson, er der tilmeldt to hold i DGIs turnering.
ÅB




