Top 5 I denne uge

Relaterede indlæg

Fastelavnsboller og udrykningshorn

Børn og voksne i den kommunale dagpleje har slået katten af tønden og været på besøg hos Falck, hvor brandbilen fik et grundigt eftersyn.

Den anden torsdag i februar var lidt anderledes end den plejer. Dagplejen havde inviteret til fastelavnsfest, og rigtig mange af børnene var klædt ud, nogle havde gjort så meget ud af det, at deres dagplejer lige måtte tjekke en ekstra gang.

Lidt usædvanligt begyndte dagen med dejligt guf – hjemmebagte fastelavnsboller, og da alle var mætte ventede en ny opgave med tøndeslagning. Det blev nødvendigt med en hel del slag, før tønden overgav sig, og så var der dejligt guf igen – slikposer til alle børnene.

Brandbil og udrykningshorn
Flere spændende oplevelser ventede allerede ugen efter, hvor dagplejere og børn var på besøg hos Falck på den lokale brandstation. Børnene var ikke længe om at slå sig løs, og snart blev brandbilen kigge grundigt efter indeni, og uden for bilen blev der nysgerrigt kigget på brandsprøjter, hjelme og lys.

Det er flinke folk på brandstationen, for inden børnene gik hjem fik de både rosiner, chokolade og balloner.

Da alle mand stod uden for brandstationen klar til at gå hjem, blev brandbilens udrykningshorn tændt, og det var virkelig et hit. Børnene havde nemlig inden besøget været meget optaget af, hvordan brandbilen lyder, så det var dejligt at få den sag opklaret.

ÅB

Populære artikler