To projekter Dybvadhallen I/S og PixlArt i Østervrå får hver 300.000 kr., det højeste beløb som bestyrelsen i LAG Nord kan givet til ét projekt. Derudover får Jerslev Sterup Idrætsforening og fem andre spændende vendsysselske projekter støtte.
LAG Nord har på seneste bestyrelsesmøde foretaget sin første uddeling i 2018, og otte projekter kom i betragtning til støtte med et samlet beløb på godt 1.600.000 kr.
Dybvadhallen I/S blev tildelt 300.000 kr. til etape et af et større projekt, der skal ”Skabe et idræts- og fritidsfyrtårn”, som skal binde aktørerne i landsbyklyngen Dybvad, Hørby og Brønden sammen. – Igen et af de samarbejdsprojekter, som vi i bestyrelsen meget gerne støtte, forklarer formand Frode Thule Jensen. Dels samler de aktiviteterne omkring skolen og hallen, dels er der tale om tre byer, der samarbejder. Bestyrelsen forventer at der kommer en ansøgning, når de er klar til næste etape.
Projektet ”PIXLacademy” – et kursus for unge med fotodrømme blev også støttet med 300.000 kr. Et projekt, som er et samarbejde, på tværs af kommunegrænsen, mellem Vrå Højskole og PixlArt i Østervrå. – De vil etablere et kursus for unge mennesker, med et ønske om at blive optaget på en videregående uddannelse inden for fotografi, kunst og kommunikation. Her bliver der etableret en uddannelse som vil kunne tiltrække unge mennesker fra hele Danmark – ja, måske fra hele Norden. Et virkeligt spændende projekt der vil trække unge mennesker til Vendsyssel, lyder det fra formanden.
Beløbet på 300.000 kr. er det højeste beløb som bestyrelsen i LAG vil give til et projekt. I helt ekstra ordinære tilfælde kan det komme på tale at gå over de 300.000 kr.
Jerslev Sterup Idrætsforening fik 100.000 kr. til deres projekt ”Den udendørs Læringsplatform”.
Fem projekter
Udover de tre nævnte projekter, var der også positive meldinger til yderligere fem ansøgere. Nordjyske Islandshesteforening HEKLA fik 200.000 kr. i støtte til at forbedre deres klubfaciliteter. Foreningen Klitgården i Tversted modtog 200.000 kr. til deres projekt ”Rum til Muligheder”, hvor man ønsker at etablere ”byens fælles kontor” til gavn for enkeltpersoner og foreninger i Tversted. VASTARDIS, også i Tversted, fik 250.000 kr. til projektet ”Godt brød og fællesspisning i Tversted.
Hundelev Ungdoms- og Idrætsforening fik 150.000 kr. til deres ”Motions- og fitnesscenter”. Galleri Mygdal hus fik 133.500 til en generel renovering og energibesparende tiltag af deres hus.
Der er specielt to ting, der glæder formanden i forbindelse med denne uddeling. – Halvdelen af projekterne er til gavn for et større område og ikke kun projektholderenes lokalområde, og flere af de foreningsetablerede projekter, har samtidig et erhvervspotentiale, slutter Frode Thule Jensen.
ÅB




