De kommunale dagplejere i Østervrå har to gange haft besøg af Signe Højmark fra musikskolen. Der var en tydelig udvikling i børnenes engagement fra første til andet besøg.
En kæmpe stor sort kuffert fyldt med mange små kufferter var et spændende nyt bekendtskab for børnene hos de kommunale dagplejere i Østervrå. Det var Signe fra Musikskolen, der havde taget instrumenter med til hele to spændende besøg.
Børnene sad i rundkreds og ventede spændte og nysgerrige på, hvad der mon var i alle kufferterne? Først kom et rasleæg frem, som blev tryllet væk – først i ærmet, så på maven og til sidst under numsen. Små klokker på en elastik blev brugt til at lege tog, og børnene lærte at gå efter hinanden. Bagefter trillede de bolde til hinanden, og til hver leg sang de en sang, som passede til.
Signe var på besøg to uger i træk. Første gang var nogle af børnene lidt tilbageholdende, men allerede ved det næste besøg var det tydeligt, at de havde fået rigtig meget med fra første gang. De bød ind, og kunne huske, hvad der var i de små kufferter. Et stort hit var Signes Hallo Kitty guitar, den kunne de alle sammen huske.
Et par herlige besøg med musikalske krumspring.
ÅB




