Ti frivillige i Det Grønne Hold har gennem sommeren arbejdet med at forskønne Lyngså. Nu har de plantet de første træer i et projekt, der skal skabe nye fælles oplevelser i byen.
LYNGSÅ: De første 37 æbletræer kom fredag den 30. oktober i jorden i Lyngså. Plantningen markerer begyndelsen på Lyngså Æbleprojekt, som skal være med til at udvikle landsbyen til en æbleby.
Bag initiativet står Det Grønne Hold, der består af ti frivillige. Gennem sommeren har de klippet hække, ryddet fortove og forskønnet grønne områder i byen. Med æbleprojektet ønsker holdet også at skabe rammer for fællesskab og nye oplevelser for borgerne.
Plantningen er en milepæl i arbejdet, som har fået støtte fra både virksomheder, fonde, foreninger og lokale borgere.
Projektets hovedsponsor, Bøge Andersen fra Din Have og Flisemand, har bidraget med maskiner, arbejdskraft og praktisk hjælp til at få træerne i jorden. Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel og Distriktsrådet i Frederikshavn Kommune har ydet økonomisk støtte, mens lokale borgere og virksomheder har bidraget med private sponsorater.
Knivholt Frugtlaug har samarbejdet med holdet om æbletræerne, og lodsejere har stillet arealer til rådighed. Derudover har Lyngså Boldklub bakket op om både Det Grønne Hold og æbleprojektet, ligesom flere har hjulpet med materialer og praktiske opgaver.
Det Grønne Hold planlægger at fortsætte arbejdet næste år med nye opgaver i byen. Ambitionen er, at æbletræerne med tiden skal blive et fælles samlingspunkt i Lyngså.
Red.




