Der er igen travlhed hos Mission Afrika Genbrug i Østervrå. Julepynten findes frem fra gemmerne, og der er igen meget at glæde sig til, når butikken mandag den 9. november åbner årets julestue. Fredag den 6. november holder butikken lukket, så de frivillige kan få alle de mange juleting på plads.
ØSTERVRÅ: På åbningsdagen bydes der også på kaffe og lækker hjemmebagt kringle, så der er lagt op til en hyggelig start på julesæsonen.
De frivillige glæder sig hvert år til at se, om kunderne har lyst til at købe julepynt så tidligt på sæsonen. – Der har faktisk været mange, der har spurgt efter juleting i de sidste uger, og derfor har vi også i år valgt at rykke åbningen af julestuen en uge frem, fortæller Ingrid Sørensen fra genbrug.
Liv og fællesskab
Året har budt på mange gode oplevelser for både kunder og medarbejdere. Butikken har blandt andet haft besøg af generalsekretæren, der kom forbi på cykel, og de mange kunder, der lægger vejen forbi, bidrager også til den gode stemning. – Mange roser butikken, og så er det da også en dejlig opleve, at se de mange unge kunder, som har fået øjnene op for genbrug, oplever Ingrid.
Ét er gode genbrugsfund på hylderne, men Mission Afrika Genbrug er meget mere end det – noget du ikke finder på tøjstativerne – et socialt aspekt. – For nogle kunder er besøget også en mulighed for at få en snak og møde andre mennesker, forklarer Ingrid. Det kan være dem, der måske er blevet alene, eller på anden måde er blevet ramt af livets udfordringer, og har brug for menneskelige kontakt og en god snak, som kan have rigtig stor betydning.
30 frivillige
I butikken står 30 frivillige og meget engagerede medarbejdere. De sørger for, at varerne er rene, pæne og præsenterer sig bedst muligt, og hver medarbejder har deres eget område og opgave.
Det frivillige arbejde er langt fra bare kaffe og hyggesnak. Det kræver både tid, engagement og en stor arbejdsindsats. Til gengæld oplever medarbejderne, at arbejdet giver rigtig meget igen. – Vi har et godt indbyrdes fællesskab og alle tager ejerskab til ”Vores butik”, understreger Ingrid. Har du handlet i genbrugsbutikken i Østervrå, så har du sikkert også bemærket, at det gode fællesskab også smitter positivt af på atmosfæren i butikken.
De mange frivillige bestræber sig på at give en venlig og god betjening. – Når vi fastsætter priser, skal man huske at tænke på, at vi er almindelige frivillige mennesker, så indimellem kan der opstå små forskelle, som vi håber, at kunderne vil have forståelse for, forklarer Ingrid Sørensen.
Tak for de mange fine ting
Uden de mange donationer ville der slet ikke være nogen butik. Derfor er de frivillige meget taknemmelige for alle de pæne og brugbare ting, som folk afleverer. Det er med til at sikre, at der hele tiden er nye varer på hylderne – og nu også masser af julepynt at gå på opdagelse i.
Årets julestue er indledningen på endnu en hyggelig tid hos Mission Afrika Genbrug i Østervrå. Her kan du finde julepynt og gøre et godt og brugbart genbrugsfund i en hyggelig julet stemning.
ÅB



