Kommunens yngste kirke er slet ikke så ung endda. I 100 år har kirken på Åsen stået midt mellem Kirkholt og Mylund, og det var en lang og sej proces at få den bygget. Ønsket om en kirke i området opstod før år 1900, men der skulle gå mere end et kvart århundrede, før den nybyggede kirke var klar til brug. Jubilæet fejres den 14. november med festgudstjeneste, taler, koncert med Nordjysk Pigekor og festmiddag.
MYLUND: Fra starten var der uenighed om præcis hvor sådan en ny kirke skulle ligge. En fløj af de engagerede gårdmænd ville have den til at ligge i Kirkholt. En anden fløj ønskede placering på Vester Mylunds mark, hvor vejen mod Tårs krydser vejen mod Østervrå. Efter mange års tovtrækkeri blev kompromisset at lægge den midtimellem. Og i en tid, hvor transport foregik med hestevogn eller til fods, var det ikke uvæsentligt, hvor langt man havde til kirke. Det var da også begrundelsen for i det hele taget at have brug for en ny kirke.
En driftig arbejdsgruppe bestående af gårdmænd fra egnen og medlemmer af menighedsrådet fik i 1910 endelig tilladelse til at opføre Mylund Kirke. Finansieringen tog dog noget længere tid at få på plads. Byggeriet blev bekostet dels ved midler fra kirkeministeriet og dels af lokal indsamling. Prisen var omkring 85.000 kr., og arkitekt Ejnar Packness fik opgaven med at bygge kirken. Selve byggeriet kunne endelig gå i gang i efteråret 2024, og to år senere var den så klar til indvielse. De selvstændige Mylund-borgere var dog ikke helt enige i arkitektens tegninger. Han havde angivet, at kirken skulle kalkes rød, og de lokale ville have den hvid. Derfor stod den med de rå sten i næsten tyve år, indtil man på egnen mente, at arkitektens opmærksomhed måtte være langt nok væk, og så fik man kirken kalket hvid, som den er i dag.
Gennem årene har Mylund Kirke været ramme om barnedåb, bryllupper og begravelser for sognets folk. Præsten i Jerslev har gennem alle årene holdt gudstjenester i Mylund Kirke, og så har der desuden været en lang række koncerter og kunstoplevelser i kirken. Således også til jubilæumsfejringen, hvor Nordjysk Pigekor udnytter den meget velegnede akustik.
Når programmet i kirken den 14. november er slut, er der festmiddag i Hellum Multihus. Her er en mindre deltagerbetaling, og det er nødvendigt med tilmelding på jerslevkirke.dk.



