Årets plakat til den traditionsrige kunstudstilling Efterårskunst i Jerslev sidste weekend i efterårsferien er i år malet af 83-årige Poul Christensen fra Halvrimmen.
For ham er der kun et motiv, der for alvor fænger. Det er landskaber og dets linjer.
Jeg har altid været optaget af de ”streger”, jeg ser i landskaberne, siger Poul Christensen.
Han kører gerne rundt på jagt efter motiver. Stopper og tager et billede, hvis han fanges af en detalje eller et udsyn til træer eller marker. Han maler dog ikke direkte efter fotografi.
Han tager flere billeder og sætter så i hovedet motiverne sammen til det endelige maleri.
Billedet ender med mere at være en følelse fra området. Det er mit eget indtryk malet med perspektiv, forklarer Poul Christensen.
Som dreng sad han tit og tegnede ved siden af sin onkel, når onklen sad og malede. Onklen var stationsforstander i Agersted. Det var her onklen en dag lærte ham om perspektiv. Han kom med et overraskende forslag til den dengang 12-årige Poul Christensen.
Han sagde: Prøv at sætte dig ud mellem skinnerne og tegne. Det gjorde jeg og på den måde lærte jeg om perspektiv, husker Poul Christensen.
Hvordan kan man lære om perspektiv ved at tegne jernbanesporets forløb, vil nogen måske spørge. Ganske enkelt. Skinnernes forløb bliver perspektivisk korrekt gengivet, hvis man tegner sporet smallere og smallere ud mod horisonten.
Poul Christensen lagde maleriet på hylden i 1969, men tog det op igen for 30 år siden. Inspirationen kom da han var på en golfferie på Samsø med en ven.
Vi sad en dag og talte om, hvad vi ville gøre, når vi gik på pension. Min ven mente, at golf var svaret. Men nej. Jeg vidste, at det ville jeg ikke kunne få min tid til at gå med, siger Poul Christensen.
Han havde lagt mærke til, at Samsø også havde en kunstskole. At genoptage maleriet gennem et ophold på Samsø Kunstskole blev svaret.
Først med oliefarver og pensel, der i dag er skiftet ud med akrylfarver lagt på i tynde lag med spartel.
De mange tynde lag giver en dybde i farven, forklarer Poul Christensen.
I dag går tiden med at male og udstille. Før et maleri kommer på udstilling skal det gennem en prøvetid.
Jeg hænger det på et søm i stuen og går og kigger på det i 14 dage for at se om, om jeg kan stå inde for det. Først derefter sætter jeg mit navn på, siger Poul Christensen.
I år har han deltaget på 12 udstillinger. Nu også Efterårskunst i Jerslev, hvor han har udstillet før. Her udstiller han sammen med 43 andre kunstnere, når udstillingen for 38. gang slår dørene op på Toftegårdskolen i Jerslev. Udstillingen åbner i weekenden 17-18 oktober.



