Efter tre danske mesterskaber og mere end 20 år i Badmintonligaen bliver sæsonen 2026/2027 den sidste for Vendsyssel Elite Badminton. Beslutningen skyldes manglende energi i ledelsen, fortæller formand Jacob Juhl.
Vendsyssel Elite Badminton siger farvel til Badmintonligaen efter sæsonen 2026/2027. Det har bestyrelsen besluttet sammen med de tre moderklubber, Frederikshavn Badminton Klub, Skagen Badmintonklub og Hjørring Badminton Klub.
Dermed slutter en æra for det nordjyske holdfællesskab, der har været en fast del af ligaen siden 2006. De seneste ti år har VEB hver sæson været blandt de tre bedste i grundspillet, og i 2022, 2023 og 2025 blev det til DM-guld.
– Vi har været på den mest fantastiske rejse, som ingen i deres vildeste fantasi forestillede sig, da Frederikshavn og Skagen i 2002 besluttede at lave holdfællesskabet VEB. Det gør ondt i hjertet at trække sig fra Badmintonligaen, men vi ønsker at stoppe på toppen, og derfor bliver sæsonen 2026/2027 den sidste med VEB i Badmintonligaen, fortæller formand Jacob Juhl.
Ledelsen mangler energi
Ifølge formanden står VEB solidt både sportsligt og økonomisk. Årsagen til beslutningen skal i stedet findes i det arbejde, der ligger bag driften af ligaholdet.
– Både sportsligt og økonomisk står vi på et solidt fundament. Det er vi stolte over. Hvorfor stopper vi så? Fordi VEB’s ledelse ikke længere har den nødvendige energi, og moderklubberne har rigeligt at gøre i Frederikshavn, Skagen og Hjørring. Vi har forsøgt andre løsningsmodeller, men uden held, siger Jacob Juhl.
Han retter samtidig kritik mod Badminton Danmark, som efter hans opfattelse mangler ambitioner og engagement i udviklingen af Badmintonligaen.
– Det er et kæmpe arbejde at drive et ligahold på det niveau, som vi har valgt at gøre, og derfor frustrerer det os, at Badminton Danmark mangler ambitioner og engagement, når det handler om Badmintonligaen. Senest har vi set et oplæg fra Badminton Danmark, hvor antallet af verdensstjerner i Badmintonligaen ligefrem skulle reduceres, oplyser han.
Vil slutte som tophold
Sponsorer, spillere og frivillige er blevet orienteret om beslutningen i denne uge. Ambitionen er fortsat, at VEB skal være et tophold i sin sidste sæson.
Vendsyssel Elite Badminton indledte sæsonen tirsdag aften med en 8-1-sejr over Odense. Sæsonen bliver klubbens sidste i Badmintonligaen.
SEB



