Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

FOKUS Vendsyssel byder på vitaminer til hjernen

Foredrag kan både underholde, udfordre og gøre publikum klogere. Det er tanken bag efterårets program hos FOKUS Vendsyssel, der inviterer til en række vidt forskellige foredrag rundt omkring i Vendsyssel.

VENDSYSSEL: Under overskriften ”Vitaminer til hjernen” slår aftenskolen et slag for det levende foredrag, hvor publikum møder mennesker med noget på hjerte – uden en skærm imellem.

Programmet spænder vidt og kommer omkring både sundhed, rumfart, ensomhed, eventyr, kærlighed og krimier.

Fra hjertet til verdensrummet
Onsdag den 7. oktober kan man i Kulturcenter Vendsyssel møde fysioterapeut, åndedrætsterapeut og sundhedscoach John Mortensen med foredraget Find ro i hjertet. Her sætter han fokus på, hvordan vejrtrækningen kan bruges til at styrke krop og sind i livet med og efter sygdom. Foredraget er kommet i stand efter ønske fra Hjerteforeningen i Hjørring.

Mandag den 19. oktober tager Rasmus Krath publikum med endnu længere væk på Hjørring Bibliotek. Her byder han på et lærerigt og underholdende rumfartsshow om menneskets eventyr uden for Jorden.

Samme sted kan Robin og Kirstine opleves mandag den 2. november med Ensomhedens DNA, hvor historier, musik, poesi og humor bruges til at fortælle om anderledeshed, længsel og følelsen af ikke helt at høre til.

Eventyr og kærlighed
Torsdag den 5. november, kommer kærligheden under behandling i Kulturhuset Manegen i Sæby, hvor psykolog Frej Prahl og Vibeke Fogh holder Kørekort til parforholdet. Her bliver der sat fokus på, hvordan man passer på kærligheden – og hvorfor det nogle gange kan være så svært. Arrangementet er ønsket af Hjerteforeningen i Sæby.

Krimiparret kommer til Østervrå
I Østervrå Idræts- og Kulturcenter kan publikum møde krimiforfatterparret Janni Pedersen og Kim Faber mandag d. 16. november

Parret udgav i foråret 2026 sjette bind i deres succesfulde krimiserie om Martin Juncker, og under foredraget Faber og Pedersen fortæller de om deres fælles forfatterskab.

De kommer blandt andet ind på, hvordan deres journalistiske erfaringer finder vej ind i bøgerne, hvordan de bevæger sig mellem virkelighed og fiktion – og hvordan man som ægtepar kan skrive en roman sammen uden at ende med at blive skilt.

Besøget er kommet i stand efter ønske fra foreninger og biblioteket i Østervrå.

Med efterårets program håber FOKUS Vendsyssel at få endnu flere til at vælge det levende foredrag og opleve folkeoplysningen sammen med andre.

SEB

Populære artikler