THORSHØJ: Der bliver både gudstjeneste, jazzmusik og lidt godt til hals og gane, når Torslev Sogn søndag den 16. august for tredje år i træk inviterer til friluftsgudstjeneste ved Thorshøj Gl. Skole.
Denne gang får sommergudstjenesten et tydeligt jazzpræg. Et professionelt hold af musikere skal både ledsage sange og salmer og spille kendte jazzstandarder. Blandt numrene bliver blandt andet klassikeren What a Wonderful World.
Med i det musikalske selskab er sanger Karen Grarup og pianist Jørn Hald. Karen Grarup er rytmisk sanguddannet fra Musikkonservatoriet og underviser til daglig på MGK/Kulturskolen i Aalborg. Hun optræder desuden som solist inden for blandt andet jazz, pop, viser og folk og har udgivet både musik og en børnesangbog.
Jørn Hald er organist ved Skæve, Hørby og Badskær Kirker og har gennem mange år været en del af det nordjyske musikliv. Han har beskæftiget sig med flere rytmiske genrer, men har de senere år især spillet jazz i forskellige bands. Han har desuden stor erfaring med fællessangsarrangementer.
Efter selve gudstjenesten er menighedsrådet vært ved lidt til hals og gane. Der kræves ingen tilmelding til mad og drikke, og når deltagerne har spist, fortsætter musikerne med omkring en halv times jazz, inden eftermiddagen og aftenen rundes af.
Arrangørerne forventer, at der er siddepladser til alleog det er gratis at deltage.




