Endnu en vellykket idrætsuge er blevet gennemført i Thorshøj, hvor både børn, unge og voksne gennem en hel uge har været samlet om sport, fællesskab og hyggelige traditioner.
THORSHØJ: For de yngste bød mandagen på den årlige tur i pølsevognen, som for mange børn er et af årets absolutte højdepunkter. Inden besøget brugte børnene formiddagen på at lave deres egne ”børnepenge”, som senere kunne bruges til at købe hotdogs og slushice for. Try-Thorshøj Boldklub og Annika Thomsen stod for serveringen og var med til at skabe en særlig oplevelse for børnene.
Senere på dagen mandag var motordag, hvor stadion blev fyldt med køretøjer af enhver slags. Ikke færre end 66 biler, to lastbiler, 29 knallerter, ni motorcykler og seks traktorer fandt vej til pladsen og skabte en hyggelig aften for både store og små. Pølsevognen holdt åbent, vejret viste sig fra sin bedste side, og de mange fremmødte sørgede for en god stemning hele aftenen.
Tirsdag formiddag var børnehavebørn fra resten af kommunen inviteret til ”Sjov i Thorshøj”, som efterhånden er blevet en fast tradition. I år deltog børn fra Bødkergården og Bispevang, og med solskin og højt humør blev dagen fyldt med aktiviteter som mooncar-race, guldgravning, motorikbane og naturbingo. Børnene kunne frit bevæge sig mellem aktiviteterne og afsluttede dagen med fælles frokost i teltet, hvor Try-Thorshøj Boldklub havde sponsoreret slushice, popcorn og boller.
Sankt Hans-aften blev endnu et højdepunkt i idrætsugen. Mange havde fundet vej til stadion for at sende heksen godt til Bloksbjerg og synge med på Holger Drachmanns ”Midsommervise”. Orla Hav stod for årets båltale, mens den helstegte pattegris fra Sæby Gårdslagteri tiltrak mange sultne gæster. Arrangementet blev endnu en gang et flot eksempel på det store sammenhold der findes i Thorshøj.
De yngste fodboldspillere satte samtidig punktum for sæsonen ved den traditionelle familieaften onsdag, hvor familierne samledes til fællesspisning og hyggeligt samvær. De yngste spillere blev fejret med medaljer som afslutning på endnu en god sæson på banerne.
På fodboldbanerne blev årets seniorturnering torsdag aften afviklet med deltagelse af mange dame- og herrehold. Fodbolden var naturligvis i centrum, men hyggen med pommes frites og kolde drikke spillede også en vigtig rolle. Hos damerne løb Tårs med sejren, mens Syvsten kunne lade sig hylde som vindere hos herrerne.
Thorshøj revyen 2026
Idrætsugen blev rundet af med den traditionsrige revy. Som sædvanlig var der generalforsamling fredag aften, hvor en stor flok mødte op for at se, hvad de havde fundet på i år. Lørdag aften var de så helt klar til forestillingen, hvor omkring 200 gæster var mødt op. Temperaturen i teltet var høj, men det samme var humøret blandt både publikum og de frivillige bag arrangementet. Revyholdet havde igen lagt et stort arbejde i forestillingen, og grinene rungede gennem teltet både fredag og lørdag aften – ikke mindst da Janni lidt uhensigtsmæssigt var ved at falde ned fra scenen, men også de mange skæve tøhø’er og jokses bragte latteren frem blandt publikum.
Under revyen blev hædersprisen, Thors Hammer, igen i år uddelt. I år tilfaldt hæderen Niels Kennet Hjortholm Kristensen som anerkendelse for hans store indsats for Thorshøj og lokalsamfundet.
Idrætsugen viste endnu en gang, hvad frivillighed og lokalt engagement kan skabe, når mange løfter i flok. Arrangørerne sender en stor tak til alle frivillige, deltagere, sponsorer og gæster, som var med til at gøre ugen til endnu en succes.
KØH2




