Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Bødkergården gør klar til Forårsudstilling

ØSTERVRÅ: Foråret nærmer sig – og det betyder også, at der igen bliver inviteret til den traditionsrige forårsudstilling på Bødkergården. Udstillingen finder sted fredag den 20. marts og plejer hvert år at trække mange gæster til.

Forårsudstillingen er altid et humørfyldt møde med børnenes daglige liv, aktiviteter og ikke mindst deres kreative evner. Her kan man opleve et væld af tegninger, malerier, billedkollager, projekter og andre ting, som børnene har arbejdet med gennem den seneste tid.

Udstillingen er åben for alle, og har tradition for at både forældre, bedsteforældre og andre interesserede lægger vejen forbi. For børnene selv er dagen noget helt særligt. Med stor stolthed viser de deres familie rundt i udstillingen og selvfølgelig er egne værker de foretrukne mål. 

En dejlig dag, der sætter nye højder for forårshumøret, og samtidig bliver udstillingen en god anledning til at tale om aktiviteterne igen og dele oplevelserne med både familie og andre gæster.

Afdelingsleder Susanne Thorvald fortæller, at personalet allerede begynder forberedelserne i dagene fra fredag den 13. marts og i starten af ugen op til udstillingen.

– Forårsudstillingen er helt sikkert en forårsbebuder hos os. I år har vi blandt andet fokus på, hvordan vi bruger og inddrager nærmiljøet og lokalsamfundet i vores hverdag, fortæller hun.

Udstillingen giver også et tilbageblik på nogle af de aktiviteter, børnene har været optaget af det seneste år – blandt andet efterårets høst- og lysfest i forbindelse med Halloween.

En dag vi alle glæder os til, og håber at rigtig mange har lyst til, at komme og få et indblik i børnenes hverdag, og i hvad vi arbejder med på Bødkergården, lyder opfordringen. 

ÅB

Populære artikler