Top 5 I denne uge

Relaterede indlæg

Mogens og Karsten sørger for, at avisen er klar i standerne

Karsten Nørgaard (tv) og Mogens Christensen er klar til at køre den første tur tirsdag den 6. januar 2026.

Når Østvendsyssel Folkeblad fra januar udkommer som afhentningsavis, er der to velkendte og arbejdsomme herrer, der spiller en helt central rolle i den nye hverdag. Mogens Christensen og Karsten Nørgaard er nemlig blevet ansat til at køre rundt med aviserne og fylde standerne op, så læserne fortsat nemt og gratis kan hente deres lokale ugeavis.

De to friske gutter står for distributionen til de mange avisstandere rundt omkring i området, og de tager opgaven med både ansvar og godt humør. For selv om det kræver både planlægning og tid at få aviserne sikkert frem, så er det helt sikker at stemningen i bilen altid er god.

– Der vil nok blive grinet en del undervejs, og der vil nok også kunne falde en frisk bemærkning, fortæller redaktør Søren Ejstrup Brunse, som glæder sig over at have netop Mogens og Karsten med på holdet.

Begge er kendt for deres positive tilgang og hjælpsomme væsen, og de vil helt sikkert møde både opgaven og omgivelserne med et smil. Det betyder også, at mange læsere og samarbejdspartnere vil møde de to, rundt omkring i området.

Med overgangen til afhentningsavis er det afgørende, at logistikken fungerer, og at aviserne er tilgængelige de rigtige steder – og det ansvar ligger nu trygt i hænderne på Mogens Christensen og Karsten Nørgaard.

– Det giver en ekstra tryghed at vide, at det er to engagerede og stabile folk, der står for den ugentlige kørsel. De tager opgaven seriøst, men glemmer aldrig det gode humør, siger Søren Ejstrup Brunse.

Så når Østvendsyssel Folkeblad fremover ligger klar i standerne rundt omkring, er det med stor sandsynlighed Mogens og Karsten, der har sørget for, at avisen er kommet sikkert frem.

Se kort med udgivelsessteder side 8.

Red.

Populære artikler