Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

En uventet gave gav ekstraordinær juleafslutning hos KFUM-spejderne i Østervrå

Takket være en helt uventet økonomisk håndsrækning fra en lokal ”julemand” kunne de grønne KFUM-spejdere i Østervrå i år invitere til en ganske særlig juleafslutning med gratis aftensmad i Spejderhytten med deltagelse af hele 80 børn og voksne. 

Spejderne fik for nylig en virkelig glædelig overraskelse, da købmand Allan Jensen fra Meny i Østervrå henvendte sig med et ønske om at støtte med 5.000 kroner fra KFI Erhvervsdrivende Fond. – Det var en helt uventet og meget dejlig før-julegave at få, her lige før vores juleafslutning, fortæller spejderleder Heidi Knøsen. I første omgang tænkte vi: Jamen, så mange æbleskiver kan spejderne slet ikke spise! Men efter at have sundet os lidt blev vi enige om, at der i år ikke skulle være nogen begrænsning på antallet af deltagere. Spejderne kunne invitere hele familien med til gratis flæskesteg med hele svineriet.

Invitationen blev mødt med stor begejstring, og hurtigt var 80 spejdere, forældre og søskende tilmeldt. Selvom Spejderhytten blev fyldt til sidste siddeplads, var stemningen høj, og aftenen udviklede sig til en både ekstraordinær og stemningsfuld afslutning på spejderåret.

Spejdersangbogen kom flittigt i brug, og den muntre stemning steg yderligere under en alternativ pakkeleg, hvor deltagerne iført stort halstørklæde og grillhandsker skulle forsøge at åbne pakker med kniv og gaffel – til stor morskab for alle.

Det blev en aften præget af højt humør, fællesskab og julestemning. Nu holder spejderne juleferie frem til første mandag i februar, og i den mellemliggende periode lægger lederne planer for den nye sæson, som står på nye spejderaktiviteter og sikkert også lejrture. 

ÅB

Populære artikler