
Legepladsen på den gamle sportsplads i Stenhøj by har i mange år været forsømt og trængte meget til en kærlig hånd. Stenhøj Borgerforening kunne søndag den 9. november indvie den renoverede legeplads.
Der er nu kommet ny rutsjebane, gynge samt forskellige træværk er skiftet og malet. Men ikke nok med det, så er legepladsen udvidet med en sansegynge og alt står på helt nyt faldsand sponsoreret af Spar Nord Fonden. Det øvrige er gjort muligt takket være økonomisk støtte fra Sparekassen Danmark, Melsen Fonden samt matchningsmidler og støtte fra Hjørring Kommune.
Byens børn trak snoren over og indtog derefter legepladsen mens de fremmødte nød kaffe med kagemand og børnene kunne forfriske sig med en sodavand.
Indvielsen af legepladsen markerer at Stenhøj Borgerforening er startet på en frisk, og nu arbejder på at skabe flere faciliteter på den gamle sportsplads, så den forhåbentlig kan blive et samlingssted med bål- og grillplads, madpakkehytte og meget andet for alle Stenhøjs beboere.




