
Østervrås bymidte blev endnu en gang omdannet til en festplads fyldt med gode tilbud, musik og hyggeligt samvær. Korsang og orkestermusik lagde en stemningsfuld rammer om aftenen, hvor både boder, politiske indspark og butikkernes ekstra gode tilbud trak folk til fra by og opland.
Menighedsrådets Julehjælpsløb havde samlet 21 børn i alle aldre, der virkelig trampede i pedalerne til fordel for den gode sag. Østervrå Lokalhistorisk Forening var også med, og delte gavmildt ud af deres store viden om gamle dage. Til gengæld fik de historiske bidrag fra borgernes egne gemmer, blandt andet en avis fra 1983 med masser af lokalt stof og en avisside fra 1984.
Hele to jubilæer blev fejret denne aften. Østervrå Handel- og Erhvervsforening markerede sit 60-års jubilæum, og havde i den anledning lagt et ekstra lag på programmet bl.a. med gratis kaffe og kage til alle. Østervrå Idrætsforening rundede 90 år og havde i den anledning forvandlet idrætshallen til et sandt hoppeeldorado, og det var virkelig populært.
På hallens parkeringsplads kunne de besøgende opleve fede motorlyde i alt fra den lokale brandbil og store traktorer til en unimog og de små frække havetraktorer bygget om til træk – og i et par timer endda en politibil. Længere nede i gaden satte veteranerne deres nostalgiske præg med det største fremmøde til dato, suppleret af en flok knallertentusiaster og motorcykler af lidt nyere dato.
Det forestående kommunalvalg satte også sit tydelige præg på aftenen, hvor alle partier var repræsenteret med stande og farverige bannere, klar til at melde deres politiske standpunkter ud og tage debatten med borgerne
Som altid sørgede ØVI’s Venner for god stemning i teltet med grillgris og tilbehør, og aftenen igennem var der overalt en summen af glade stemmer, hygge og fællesskab.
Endnu en gang lykkedes det i fællesskab at skabe et lokalt arrangement, der samlede by og opland til en dejlig aften i Østervrå – hvor også vejrguderne bevarede det gode humør.
ÅB




