Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Jubilerende Thorshøj Revyen klar til at give den gas

Forestillinger: premiere lørdag 28. juni og generalprøve fredag 27. juni.
I 40 år har Thorshøj Revyen holdt fast i traditionen og underholdt publikum med lokal satire, sang og i særdeleshed underdreven nordjysk humor. Revytruppen er i fuld gang med forberedelserne til dette års revy, og de lover at given den max gas. 

Revyen er traditionen tro det festlige punktum for Try Thorshøj Boldklubs Idrætsuge, og i år er det altså den 40. udgave, der rammer scenen i det store telt. En bedrift, der både har krævet stædighed og kærlighed til lokal amatørrevy, og det er jo lige det revytruppen giver os i stor stil – mere sprællevende end nogen sinde. 

I øvelokalerne arbejdes der på højtryk. Koncentrationen er stor, og selv om stemningen er hektisk, så bliver der også plads til latter, når der bliver øvet på de mange tekster.  – Vi er virkelig privilegerede med antallet af tekster i år, men det betyder også, at vi har været nødt til at tage nogle meget svære fravalg, fortæller instruktør Merete Kristensen. 

Kærlige stikpiller
Jubilæumsrevyen holder fast i sit lokale særpræg, kærlige klaps og den skønne nordjyske humor. I anledningen af jubilæet er der fundet lidt guld frem fra arkiverne, så publikum også får et gensyn med gamle favoritter. Ellers er revytruppen vanen tro hemmelighedsfulde, men lidt godbidder lader de dog slippe ud. For hvordan hænger svingende el-priser sammen med ekstra kilo på sidebenene og dårlig nattesøvn? Er det bedre at komme i fængsel end på plejehjem? Kan du forstå de unges sprog, og hvad med naboen fra helvede? Lokalpolitik er selvfølgelig ikke forbigået, og så skal vi selvfølgelig også vende helt lokale historier på ”Bænki” et par gange, og til kaffebord. Det hele er kærlige stikpiller leveret med grinegaranti.  

Revytruppen
Instruktør Merete Kristensen står i spidsen for den livlige revytrup, men bliver godt sekunderet af den erfarne og mangeårige instruktør Kurt Thomsen. Aktørerne er klar til at tage kegler på scenen, hvor det bliver til et glædeligt gensyn med Torkild Snørbjerg, Janni Holm Jørgensen, Arne Jørgensen, Annika Thomsen, Marianne Christensen, Jens Larsen og så springer instruktør Merete Kristensen også ind på scenen et par gange. Majbritt Rasmussen er den sikre sidste skanse i sufflørkassen, og de mange praktiske opgaver er lagt i gode erfarne hænder hos Frede Aabel, som også får en assistent. Lydpulten styrer Steffen Jensen, mens Elvis Mujnovic kaster lys over revyen. 

Musikalsk er revyen også sikret rigtig fin backup fra brødretrioen Peter, Johannes og Asbjørn Holm Hansen, og de har denne gang deres kusine Marianne Buchhave i front som solist. 

Billetter og revyplatte
Billetsalget er i fuld gang, og med et begrænset antal pladser, er det med at være hurtig. Gæsterne kan bestille den lækre hjemmelavede TTB Revyplatte, eller de kan medbringe egen madkurv. 

Revyen går over scenen efter spisningen, og det er også her revyens pris Thors Hammer bliver delt ud. Aftenen slutter med ægte sommerbal til musik fra Tøt City Band. 

Fredag den 27. juni er der generalprøve – denne aften byder på kaffe og brød. 

– Gå ikke glip af årets revy, lyder opfordringen fra Revy­truppen, som forsikrer om, at de har masser af sjove ting og sager i ærmerne. Vi er bare så klar, lover aktørerne.

ÅB

Populære artikler