
Østervrå Antenneforening kom gennem 2024 uden de store udsving. I årets løb er der kommet lidt nyheder på sendefladen, men også en ekstra prisstigning med moms på Copydan.
En kampagnepris på bredbånd i 2024 gav en pæn tilgang af nye medlemmer på Bredbånd Only i Østervrå Antenneforening, også fordi YouSee kan levere til en konkurrencedygtig pris, indledte formand Benny Jensen sin årsberetning.
Nyt på sendefladen
Efter flere års forhandlinger skete det endelig – Discovery vendte tilbage og gav medlemmerne adgang til ikke mindre end otte kanaler plus tjenesten Max. – I november kom endnu en nyhed til alle fodboldelskere med programmet Viaplay Sport News, som vil være på alle TV-pakker i hele 2025, og den ligger på kanalplads 100, også kendt som Eventkanalen, oplyste Benny Jensen.
Økonomi
Regeringen vedtog i efteråret at lægge moms på Copydan, en udgift på ca. 15-20 kr. pr. medlem. – Det lykkedes FDA (Forenede Danske Antenneanlæg) at få opkrævningen udsat til 2. halvår, forklarede formanden, og denne prisstigning har vi heldigvis kunnet indeholde i 2025 prisen, men af samme årsag undgår vi ikke en prisstigning i 2026. Helt undgå prisstigninger i indeværende år kunne vi ikke, og det skyldes almindelige prisstigninger og de stadigt stigende i prisen på sportsrettigheder.
Regnskabet udviste, som forventet, et mindre underskud, som bl.a. skyldes den omtalte moms.
Ny IT-platform
YouSee præsenterer en ny IT-platform til efteråret, og via den er det bl.a. muligt at få den hjælp til administration af regnskab, opkrævning osv., som vi har efterlyst i bestyrelsen, fortsatte Benny Jensen. Platformen vil også gøre det lettere for medlemmerne at tilmelde nye produkter, så en hel del fordele, som sandsynligvis betyder, at vi springer med på den ordning, som forventes at være oppe og køre ca. maj 2026.
Driftsmæssigt har kabelnettet ikke voldt de store problemer, det eneste har været et brud, som krævede en udskiftning på en længere strækning. – En udgift på 30.000 kr., som vi heldigvis fik dækket af forsikringen, oplyste formanden, derudover har vi en udmærket serviceaftale med YouSee, som dækker de fleste problemer, der måtte opstå.
Nyhedsbrev
Et medlem efterlyste mulighed for at følge med i aktuelle nyheder fra foreningen. – Vi opfordrer altid til, at man tilmelder sig YouSees nyhedsbrev, via det vil man altid få de seneste nyheder og informationer, forklarede formanden, man kan tilmelde sig inde på YouSees hjemmeside via sit login til Mit YouSee.
Til bestyrelsen var der genvalg til Benny Jensen og Heine Højlund samt nyvalg af suppleant Kurt Jensen som afløser for Kurt Kristensen. Børge Nielsen sørgede for at generalforsamlingen blev afviklet i god ro og orden.
ÅB




