Top 5 I denne uge

Relaterede indlæg

Baptistspejderne i Østervrå fejrer 80-års jubilæum 

Den 11. februar er det 80 år siden Baptistspejdernes Østervrå Kreds blev stiftet. I den anledning inviterer spejderne til Åbent Spejderhus søndag den 9. februar på Søndergårdsvej i Østervrå, hvor de håber at se nuværende og tidligere spejdere, forældre og samarbejdspartnere. 

Den officielle stiftelsesdag er helt nøjagtigt den 11. februar 1945, men allerede i august 1944 var de første spejderaktiviteter gået i gang. På opfordring fra en kreds af forældre blev der taget initiativ til at få oprettet en lokal kreds, der blev planlagt til at være den 28. januar 1945, men vejrguderne ville også have en finger med i spillet. Netop den dag ramte en kraftig snestorm egnen, så korpschefen og de øvrige ledere, der skulle deltage i opstarten, sneede inde i Frederikshavn. Derfor blev kredsen officielt først stiftet den 11. februar 1945. 

Ikke helt let
Foregangsmand og -kvinde i Østervrå var Johannes Christensen og Marie Agerdal. Opstarten var ikke helt let. Man havde svært ved at få uniformer på grund af krigen, og egentlige spejdermaterialer var det også småt med. Lederne kunne heller ikke sendes på førerkursus. Men det gik – endda godt! Fra starten var der 26 piger og 21 drenge i kredsen. 

Antallet af spejdere har været nogenlunde stabilt hele tiden, også lidt efter hvor mange førere kredsen har haft til rådighed. Hvis der var mange førere, har der også typisk været mange spejdere. Det faldende fødselstal har også spillet en rolle hen over årene, og et øget antal fritidstilbud kan naturligvis også være en konkurrent. 

I 1972 blev det besluttet at nedlægge pigekredsen, men den blev dog hurtigt genetableret som en fælleskreds med drengespejderne. 

Baptistspejderne i Østervrå har haft og har stadig mange aktiviteter, lige fra den store årlige sommerlejr til almindeligt spejderarbejde. 

De senere år har de også haft et fortrinligt samarbejde med byens andre spejderkorps og foreninger i det hele taget. 

Synlige spejdere
Baptistspejderne er ofte synlige i bybilledet med deres blå uniformer – altid klar til at stille op med en større eller mindre aktivitet f.eks. ved Bødkergårdens Dyrskue, Open by Night, Gør byen Ren m.m. 

Østervrå fejrede i 1999 500-års byjubilæum, også i den anledning var de blå spejdere klar til at rykke ud for, sammen med byens øvrige spejderkorps, at arrangere en sjov Bylejr ved campingpladsen og Skovsøen. Byens børn havde en suveræn oplevelse med tømmerflåder, indianertipi, halmborg og en masse skønne spejderaktiviteter. 

Baptistspejderne har i mange år også haft ansvaret for at byens flagallé er på plads, når Østervrå fejrer forskellige anledninger.   

I flere år var Baptisternes loppemarked et kæmpe tilløbsstykke, og resultatet af anstrengelserne et kærkomment tilskud til kredsens mange aktiviteter ikke mindst sommerlejrene. Kredsens fastelavnsfester og juletræsfester har også været store festlige samlingspunkter gennem tiden. 

Spejdercentret Øksedal i Nibe har lagt rammer til mange sommerlejre, men der har også været endnu større oplevelser. Bl.a. var de ældste spejdere i 1996 på tur til et internationalt spejdercenter i byen Kandersteg i Schweiz. Inden havde spejderne haft travlt med at tjene penge til turen bl.a. ved loppemarkedet, med at vaske biler, og så var det også i den periode, at kredsens mobile klatrevæg for alvor var på landevejen for at tjene til turen. 

En kæmpe stor opgave var det også, for den forholdsvis lille kreds i Østervrå, at skulle være værter for et stort Førerstævne i april 1995, en opgave, hvor hele kredsen virkelig løftede i flok. Det var i øvrigt samme år kredsen et par måneder før havde fejret 50-års jubilæum.

Nyt spejderhus
I 2009 blev Østervrå Kredsen hædret med titlen Årets Kreds, naturligvis noget de var stolte af, men der var også andre ting de tumlede med – et nyt spejderhus. Baptistkirken var nemlig blevet solgt, og selv om spejderne stadig kunne holde deres ugentlige spejdermøder i huset ved kirken, så var pladsen alt for trang. Løsningen dukkede op i 2011, hvor Østervrås tandlæge flyttede ned i Sundhedshuset, og baptistspejderne fik lov til at købe den tidligere klinik på Søndergårdsvej 4. Den officielle indvielse blev foretaget af tandlæge Kirsten Steffensen, som blev den første til at åbne døren ind til det nyrenoverede spejderhus, og det er også her spejderne i anledningen af 80-års jubilæet inviterer til Åbent Spejderhus søndag den 9. februar. Gæsterne kan lade tankerne vandre ned af Mindernes Allé, når de kigger i det fremlagte materiale af gamle billeder, film og spejdereffekter. 

– Vi håber på, at se vore mange samarbejdspartnere på søndag, og selvfølgelig håber vi at vores nuværende og tidligere spejdere møder op sammen med deres pårørende – og i øvrigt alle andre, der har interesse i spejderarbejde, lyder opfordringen fra den jubilerende kreds, som byder gæsterne på kaffe, kage og saftevand. 

ÅB

Populære artikler