Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Har du lyst til indflydelse og meningsfyldt samvær?

Har du lyst og mod til ansvar? Har du lyst til udfordringer, til at lære noget nyt og at bruge dine evner i et fællesskab?

Så er arbejdet i et menighedsråd lige noget for dig. Her kan du både yde og nyde. Det fortæller tre medlemmer af menighedsråd i Frederikshavn Provsti, der henholdsvis har siddet i en periode, tre perioder og fire perioder. Nu søger de nye kollegaer i rådene. 

Vibeke Zinck Mose blev for fire år siden valgt ind Skagen-Hulsig menighedsråd, og har siden været formand. 

”Jeg har de sidste fire år lært og oplevet rigtig meget”, fortæller Vibeke Mose: ”Jeg har fået indblik i og indflydelse på forvaltningen af kirkeskattekroner. Jeg har været med til bispevalg. Jeg har været med til at ansætte præster, organist og kirketjener. Jeg har været med til at sælge og købe ejendomme. Jeg har været med på det store årsmøde som landsforeningen af menighedsråd afholder på Nyborg Strand. Og vigtigst af alt, så har jeg været i et spændene og givende samvirke mellem menighedsrådsmedlemmer, ansatte og frivillige. I fællesskab understøtter vi menigheden, kirken og kirkegården, som de store kulturbærende kristne institutioner.” 

Det er dette gode meningsfyldte samarbejde med mange dygtige, søde og sjove mennesker i alle aldre, der er drivkraften i arbejdet i et menighedsråd. Det bekræfter også to andre medlemmer. 

Med glæden som drivkraft
Tove Hosbond har siddet i Menighedsrådet for Skæve, Hørby og Badskær Kirker siden 2012. Et mindre landsogn med ansvar for tre kirker, tre kirkegårde, et Sognehus, en præstegård og én præst. Tove siger: ”Samarbejdet giver glæde. Det giver også glæde at mærke, hvor positivt de mange ideer bliver modtaget i lokalsamfundet.”

Der er mange forhold, der skal spille sammen i kirkens liv. Her er de enkelte medlemmer af menighedsrådet vigtige. Tove har både været kasserer og dermed været tæt på kirkens økonomi og er for tiden kontaktperson, der tager sig af de ansattes forhold. Netop at være med til at skabe en god arbejdsplads er centralt for Tove Hosbond. ”Det er dejligt at opleve, når det hele kører – og vi får udrettet meget i fællesskab” fortæller hun og peger bl.a. på ombygningen af Badskær Kirke, der er blevet et fleksibelt rum til både gudstjeneste, børneaktiviteter, filmforevisning og mange andre aktiviteter. ”Hermed bliver kirken også et tilbud for dem, der ikke kommer søndag formiddag – og det er vigtigt”, understreger Tove Hosbond. 

Også den rivende udvikling på kirkegården ligger Tove på sinde. Kirkegårdene ændrer udtryk i disse år, hvor langt flere vælger et lille urnegravsted eller en plænebisættelse fremfor de tidligere store familiegravsteder. Samtidig sløjfes gravstederne hurtigere end tidligere. ”Det betyder frie områder på kirkegården – og de områder er vores medarbejdere rigtig dygtige til at lave til dejlige fællesarealer”, glæder Tove Hosbond sig over. 

Et anker i lokalsamfundet
Søren Holm Kristensen har været med i Albæk-Lyngså Sogns Menighedsråd siden 2008. Det er Frederikshavns Provstis sydligste menighedsråd. I en årrække har han været formand. 

”Det vigtigste er, at kirken er synlig i lokalsamfundet og at alt det sociale fungerer. At vi giver folk gode stunder sammen. På det område sker så mange positive ting”, siger han og nævner velbesøgte friluftsgudstjenester og mange arrangementer i både kirke og sognehus. Han fremhæver arbejdet med børnegudstjenester og de to børnekor samt de gode fyr­aftensgudstjenester, hvor der er mere frihed i arrangementet. Det betyder, at der også kommer mange yngre mennesker i kirken. 

Søren Holm Kristensen har været med til at sammenlægge de to sogne, bygge sognehus i Lyngså, at ansætte præst og etablere et godt samarbejde med de nærliggende sogne. Nu ser han frem til at den længe ventede renovering af Albæk Kirke, skal i gang. Også det spændende arbejde vil han gerne være med til, derfor genopstiller han til september.

Det er noget for dig
Hvis du tror det kunne være noget for dig at være med til at arbejde i Menighedsrådets fællesskab – og hvis du vil vide mere. Så mød op til orienteringsmødet i dit sogn tirsdag den 14.maj. Se nærmere om tid og sted på din kirkes hjemmeside. 

Red.

Populære artikler