
Flere sanser var i spil, da De private Pasningsordninger lavede forberedelser til deres bidrag ved Bødkergårdens Forårsudstilling. Projektet fik flere delelementer, som også omfattede et dejligt besøg på gården for at hænge kunstværket op.
De private Pasningsordninger havde sat hinanden stævne på Bødkergården dagen før udstillingen. – Vi havde været forbi bageren og købe boller på vejen op til Bødkergården, fortæller Anette Jensen fra Anettes Private Pasningsordning. Bødkergården havde gæstfrit stillet en stue til rådighed for os, og her blev der hygget igennem. Vi fik spist bollerne, selv om det var lidt svært for børnene at sidde stille, der var nemlig meget spændende og ”nyt” legetøj, der lige skulle undersøges.
Leget blev der i stor stil, lige indtil det var tid at gå op på 1. salen for at hænge de privates bidrag til udstillingen op. – Vi har arbejdet med at lave aftryk af hænder og fødder i Legestuen, og det at få maling smurt direkte på sig, det gav mange sjove situationer, fortsætter Anette. Vi fik vores bidrag på plads, og imens snakket lidt med børnene om, hvad det var vi havde lavet. Bagefter så vi hele den fantastisk, flotte udstilling, som i den grad appellerede til at blive pillet ved, men, ved fælles hjælp, klarede vi ”at se, men ikke røre”.
Inden turen gik hjem, blev der leget lidt mere i børnehaven, og så blev det også til flere glædelige gensyn med nogle af de børn, der tidligere har været i pasning hos de private.
ÅB




