Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Rikke er tilbage i Østervrå Kirke med et tilbud til de yngste

Rikke Wunderov Andersen er tilbage i Østervrå Kirke, hvor hun fremover vil stå for de ugentlige tilbud til sognets yngste med ”Salmer & Sutter” samt Kirkemusikalsk Legestue. Første gang du kan møde Rikke i kirken er tirsdag den 9. januar, og det er ikke nødvendigt at melde sig til på forhånd. 

”Salmer og Sutter” er et tilbud i Østervrå Kirke til babyer og deres forældre. Tilbuddet omfatter sang og forskellige sansemotoriske øvelser i kirkerummet. – Vi synger et par kendte salmer og børnesange sammen, forklarer Rikke, og så skal vi bare hygge og nyde nærværet med de små. Der vil være tæpper og puder børn og voksne kan benytter under besøget, men det er en rigtig god ide at tage babyens dyne med, anbefaler Rikke. 

”Kirkemusikalsk Legestue” er et tilbud, der henvender sig til børn i alderen fra et år, hvor deltagerne også skal synge, lave små sanglege eller lytte til musik og lyde fra forskellige instrumenter. – Vi skal også lære kirkerummet at kende, og lytte til, hvordan lydene kan være meget forskellige i kirken, forklarer Rikke, der har fordelt deltagerne i to hold – et for dagplejen og et for alle dem, der går hjemme. 

Begge tilbud er om tirsdagen i Østervrå Kirke. Der er ingen tilmelding til ”Salmer og Sutter” eller til Kirkemusikalsk Legestue, man skal bare møde op. – Og vi stiller altså overhovedet ingen krav til sangstemmerne, understreger Rikke.

Rikke Wunderov Andersen er et kendt ansigt i Østervrå, hvor hun er født og opvokset. Hun er uddannet pædagog, og har arbejdet inden for sit fag i både Frederikshavn, Hjørring, Sæby og Østervrå. Rikke har tidligere arbejdet som kirkekulturmedarbejder i Sæby Kirke, og for nogle år siden etablerede hun i en årrække en privat legestue med fokus på kreative aktiviteter og fællesskab med leg og mad. 

Rikke glæder sig til sine nye opgaver, og håber at rigtig mange har lyst til at kigge ind i Østervrå Kirke tirsdag formiddag. 

ÅB

Populære artikler