Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Thors Hammer 2017

Hvert år hylder Thorshøj Revyen en person eller personer, som de synes fortjener at få et ekstra skulderklap for det, de har gjort for Try Thorshøj Boldklub og for byen. 2017 var ingen undtagelse, og denne gang var det ekstra svært for revytruppen at holde prismodtagen hen i uvidenhed, men det lykkedes, selv om det var én fra truppen.

Årets modtager var nemlig af den over-bevisning, at ingen skulle modtage Thors Hammer i år, men han blev meget klogere, meget overrasket – og meget meget glad! At publikum også synes om valget, det viste det lange og taktfaste bifald, og aftenens igennem et utal af lykønskninger til modtageren.

Hyldesttekst til årets prismodtager:
For 30./31. gang uddeler revyholdet Thors Hammer. Modtagerne har alle været personer, som har ydet noget udover, hvad man med rimelighed kan forvente. Vi føler os sikre på, at hæderen har resulteret i glæde og en sund portion stolthed hos modtagerne. At dette også vil være tilfældet for årets modtager, føler vi os overbeviste om.
Hvad er livets mening? Hvorfor er vi her? For at få børn? Tjene penge? Eksistere uden noget større palaver, passe sig selv og sine? Eller er der ingen mening med livet, og er vi bare placeret her tilfældigt og så må vi få det bedste ud af det?
Årets prismodtager blev født og voksede op i byen, og hans livsbane var på mange måder udlagt. Han gjorde, som man dengang gjorde; blev det, far var. Han overtog firmaet, udbyggede det og var på et tidspunkt en mindre arbejdsplads i byen, med alt hvad der tilhører af økonomiske gevinster og, måske vigtigst, liv i bybilledet.
Når han ikke passede sin voksende forretning, så engagerede han sig i byens foreninger. Som så mange andre drenge blev det fodbolden, han kastede sig over; helt fra mikro til ”jeg blev for gammel”. Som det mest naturlige trådte han også ind i bestyrelsesarbejdet, og tog også sin tørn i revyen. Engang imellem trådte han tilbage, men hvis klubben, foreningen eller byen kaldte og havde brug for hjælp, så kom han – f.eks. da børnehaven skulle bygges, eller da revyholdet henvendte sig igen.

Den danske filosof Vincent Fredericks blev en gang spurgt til livets mening; svaret var, du skal være noget for nogen.
Vi i revytruppen glæder os over at tildele Thors Hammer 2017 til Arne Jørgensen. Du har viet en stor del af dit liv til foreningen. Foreningsarbejde, bygningshjælp og revy er de synlige ting, men netop nu, ser du måske dit største bidrag; grin, smil og glæde. Om det har givet mening, ved kun du. Du har været noget for nogen, og du har gjort en forskel for en masse mennesker. Nogle gange i det store, andre gange i det små.
Nu er det vores tur til at give tilbage. Tak for din tid – vi håber, du fortsat vil være aktiv mange år endnu.

ÅB

Foto: Ejvind Pedersen

Populære artikler