
De kommunale Dagplejere har taget hul på juletraditionerne, og derfor var alle mand taget en tur Østervrå Anlæg, for der gik rygter om, at Julemanden var set der.
Hvordan kommer man så i kontakt med Julemanden? Det hjælper rigtig meget at kalde på ham, og hvis man er tålmodig nok, så hører han det også. Pludselig dukkede Julemanden op, helt ude ved Hjørringvej, og da han så børnene, tog han hele den lange vej ned gennem anlægget op til pavillonen til de spændt ventende børn og voksne.
Nu kan Julemanden godt være lidt overvældende, når han kommer rigtig tæt på, så det var ikke alle børnene, der havde mod på at snakke med ham, mens andre var så nysgerrige, at de næsten ikke kunne komme tæt nok på.
Det bedste var Julemandens store sæk, som var fyldt med lækre godter til alle børnene. Snart var alle de små travlt beskæftiget med at nyde lækkerierne i selskab med Julemanden og hans kone.
Store maskiner
På vejen hjem gik turen forbi brandtomten, hvor det store nedrivningsarbejde er i fuld gang, og store hårdt arbejdende maskiner, det er lige ved at kunne udkonkurrere Julemanden. Det blev under alle omstændigheder en ekstra stor oplevelse at lægge oveni besøget i anlægget.
Den oplevelsesrige oplevelse gav god appetit, og heldigvis ventede madpakkerne og en velfortjent lur i Legestuen.
Næste højdepunkt bliver Juletræsfesten den 1. december med deltagelse af børnenes pårørende, og så bliver det spændende at se, om der også dukker en nisse op?
ÅB




