
Syng sammen: lørdag den 18. november i Østervrå Kulturhus.
Hvis du elsker at synge sammen med andre og mærke magien, når mange stemmer bliver til én, så er Fælles Sangdag i Østervrå lige noget for dig. Alle stemmer er velkomne – uanset om du er ung, gammel eller et sted midt i mellem, når fire kor på skift synger for på sange fra den danske sangskat. To meget kompetente nordjyder, komponist Jens Nielsen og højskoleleder Frode Muldkjær har sagt ja til at lede os gennem dagens program.
Det er bibliotekar Knud Hjørnholm fra Østervrå Bibliotek, der har taget initiativ til det helt nye tiltag, hvor alle sangglade en hel dag kan få lejlighed til at synge nogle af alle de smukke kendte og mindre kendte sange fra vort lands righoldige sangskat. – Jeg synes det er oplagt, at prøve ideen af med en fælles sangdag, også fordi flere har efterlyst muligheden for at deltage i fællessang, forklarer Knud Hjørnholm, og så er det også vildt fedt, at vi har fået to store kapaciteter på banen dels til den musikalske del, men også til at give os lidt baggrundsviden om de sange vi skal synge.
Nielsen og Muldkjær
De to kapaciteter er Jens Nielsen og Frode Muldkjær, som står for afviklingen af dagens program, der også omfatter fire lokale nordjyske voksenkor. Jens og Frode har delt opgaven imellem sig med Jens ved klaveret og Frode i fortællerens rolle.
Jens Nielsen er en særdeles flittig komponist, når han ikke udfylder sin rolle som organist i Sct. Olai Sogn eller arbejder i sin private virksomhed Nielsens Musik. Jens Nielsen var for år tilbage også en dygtig leder af Sæby Kommunes Musikskole.
Frode Muldkjær er uddannet journalist og har siden 2014 være højskoleleder på sin egen højskole Garagehøjskolen. En del har også været heldige at opleve ham holde kombinerede arrangementer med fællessang og fortælling. Mange husker ham måske også for år tilbage, som en meget engageret vært i Nordjyllands Radio med morgenprogrammet Syv-Ti.
Fire kor
Fire voksenkor kommer på skift til at dele deres sangglæde og synge for sammen med os i løbet af dagen. – Vi synger sammen med korene i ca. 1½ time, måske ind imellem afbrudt af en eller to korsange, hvor vi kan hvile sangstemmerne, fortæller Knud Hjørnholm. Fladstrandkoret begynder efterfulgt at Kor for Sjov, dernæst Østervrå Kirkes Voksenkor og Frederikshavn Mandskor slutter dagen af.
Fladstrandkoret fra Frederikshavn er et firstemmigt blandet kor på ca. 60 sangere med et bredt repertoire, der omfatter evergreens, musicals og en bred vifte af numre fra den danske sangskat. Koret ledes af dirigent Karen Lyng.
Det er også Karen Lyng, der leder Kor for Sjov fra Skagen. Et damekor med p.t. 33 medlemmer, som også lægger stor vægt på det sociale, og at alle kan være med. Koret har netop fejret sit 20-års jubilæum her i foråret.
Østervrå Kirkes Voksenkor er et blandet trestemmigt kor. De godt 20 kormedlemmer synger et bredt repertoire. Koret ledes af Freja Würtz.
Næsten 30 muntre og velsyngende herrer er medlemmer af Frederikshavn Mandskor, de leverer et bredt firstemmigt repertoire af sange. Koret ledes af Gitte Nielsen.
Fælles Sangdag kommer helt sikkert til at byde på et meget varieret program af sange, og der bliver med garanti også plads til både grin og gode historier undervejs.
– Alle kan være med, og vi stiller ingen krav til dine sangevner, bare kom som du er, lyder opfordringen. Tilmeldingen og entré til denne dag, finder du på bibl.frederikshavn.dk under Arrangementer eller ved indgangen til Kulturhuset. Billetten dækker hele dagen, og du kan gå og komme lige så meget, som du har lyst til.
I løbet af dagen kan der købes kaffe, kage og lidt frokost.
Glæd dig til en dag i fællesskabet, sangen og musikkens tegn.
Fælles Sangdag er arrangeret i samarbejde mellem Østervrå Bibliotek, Østervrå Seniorer, ØVIs Venner og Østervrå Menighedsråd.
ÅB




