
Det blev en lidt blandet sidste spillerunde for fodboldspillerne i Flauenskjold IF.
Herre serie 1
1. holdet kunne med mindst uafgjort, i udekampen mod Frederikshavn, sikre sig endnu en sæson i serie 1. Hjemmeholdet var til gengæld tvunget til at vinde for ikke at skulle ud i playoff kamp.
To hurtige scoringer til FfI, blev dog afgørende for kampens udfald, og selvom Flauenskjold havde sine momenter med bl.a. to stolpeskud, så var Frederikshavns sejr fortjent. Kampens sidste tre mål faldt i de sidste tyve minutter, hvor Flauenskjold var tvunget frem.
Dermed slutter Flauenskjold på 6. pladsen, på trods af flotte 18 point. Det betyder, at man den 11. november skal ud i en afgørende playoff kamp, mod vinderen af Nørhalne og Strandby fra serie 2.
Herre serie 4
2. holdet i serie 4 spillede på udebane mod Dronninglund. Holdet kunne med 1 point sikre sig 2. pladsen i puljen.
Og det var lige akkurat hvad man formåede via 1-1 efter 1-0 til Dronninglund ved pausen. Mads Stilling scorede Flauenskjolds enlige mål.
Næste lørdag gælder det så FC Dansom fra Nørresundby i den første playoff kamp om en plads i serie 3.
Herre serie 5
3. holdet i serie 5 spillede fredag aften sæsonens sidste kamp på udebane mod allerede oprykkede Hou.
Det blev til en flot sejr på 4-2 efter 2-1 til Hou ved pausen.
Flauenskjolds mål blev scoret af Johannes Sørensen med to mål samt Perparim Gashi og Frederik Nordahl Olsen.
IS




