
Ja, når Version 1.0 spiller op til fest og farver er det en kendt sag, at bandets medlemmer går både til stregen og i nogens øjne også over stregen og lader deres interne humor skylle ud over publikum. De kan simpelthen ikke lade være, og vurderet ud fra det enorme fremmøde samt publikums taktfaste applaus er der vist ingen tvivl om, at stilen falder i god jord.
De 4 glade spillemænd har skruet et program sammen omkring Flemming Bamse Jørgensens musikkatalog og krydrer musikken med dels egne oplevelser og dels med nostalgiske fortællinger om Bamses liv og musik. Underholdningsniveauet er godt, og med Jens Varmløse i front, styres løjerne, hvor vi bl.a. oplever Lars Rommedahl ankomme i Bamsekostume, Christian Nygaard bruge tiden på at tage selfies i stedet for at spille og generelt følge interaktionen på scenen være underholdende i sig selv. Musikken kender vi jo allesammen, og den er der ingen, der kan lave bedre end originalen. Til Version 1.0s ros skal dog siges, at når Varnløse rammer en forkert tone på guitaren, så er hverken han eller andre i tvivl om det. Fedt, når musikere kan krydre god kvalitet med bevidste fejl… Det bringer minder tilbage til Østjysk Musikforsyning, som mestrede det i højeste klasse. Men – tak til Version 1.0 for at levere underholdning i den fede stemning.
Den røde lygte var tændt for koncerten her i Hjallerup Musikforening. Salen var pakket til bristepunktet og den del af publikum, der havde valgt at spise på stedet blev beværtet endnu en gang af lækkerierne fra Ny Standard. Til ære for forkvinden Charlotte Hove blev der midt i 2. sæt pludselig spillet og sunget fødselsdagssang. Charlotte havde valgt at henlægge fejringen af dagen blandt de ca 230 gæster i Hjallerup Kulturhus, og – man kunne vist spore en lille tåre i øjenkrogen hos dagens fødselar.
Nå ja – tilbage til overskriften. Den overstadige trommetærsker, Lars Rommedahl, kom vel med dagens mest vovede quest… Hvasd hedder den kvindelige pendant til nossebajere? Dåseøl, kunne han så berette til stor moro for publikum.
Tekst og fotos: Bo Christensen, pressefotos.dk




