
En unik plakat så dagens lys ved Open by Night fredag aften. Merete Rosendal fra Onsdagsmalerne er ophavskvinde for det lille lokale kunstværk, hvor hun har forsøgt at indramme alt det, der kendetegner Østervrå med særligt fokus på Verdensmål nr. 3, som handler om ”Sundhed og Trivsel”.
Den lille lokale kunstnergruppe Onsdagsmalerne blev for et par måneder siden spurgt af borgerforeningens formand Frode Thule Jensen, om de kunne tænke sig at lave en plakat for Østervrå til Frederikshavn Kommunes Verdensmålsuge. Merete Rosendal fra gruppen påtog sig opgaven, og fredag aften afslørede borgerforeningen i forbindelse med Open by Night det færdige resultat.
Udgangspunktet er et livstræ, hvor et ungt menneske sidder og betragter hele ”verdenen”, som i dette tilfælde er Østervrå med alt, hvad byen kan byde på. – Jeg har taget udgangspunkt i ét af byens logoer og slogans, og ud fra det, har jeg forsøgt, ved hjælp af små illustrationer at indkredse alle de mange muligheder, tilbud og aktiver, vi har i byen, forklarer Merete.
Betragteren vil opdage, at Merete er kommet så flot omkring det hele med både kunst, kultur, skole, institution, sundhedshus, håndværkere, kirker, butikker og meget mere, som bestemt også lægger op til fri fortolkning af, hvad man selv ser.
Diagrammet med hjertet og symbolet for Verdensmålene med den farverige klode er selvfølgelig også kommet med. Til sidst har hun ladet sig inspirere af onklen Jens Rosendals kendte sang ”Du kom med alt det, der var dig” og særligt verset, der begynder: At livet, det er livet værd…
ÅB



