
Det høje deltagerantal ved årets Dana Cup betød, at der tirsdag, onsdag og torsdag i uge 30 igen var liv og glade dage på og omkring banerne ved Tårs Hallen. Hundredvis af glade fodboldspillere og tilskuere strømmede til banerne, hvor frivillige fra byen stod klar til at servicere dem. TUI åbnede Tårs Hallens cafeteria, så de mange hold, dommere og tilskuere kunne få stillet både sult og tørst, alt i mens de frivillige banevagter sørgede for god ro og orden omkring banerne.
Det var første gang, at Tårs Hallens cafeteria skulle benyttes som omdrejningspunkt for salg af mad og drikke, så i TUI var man spændte på, om spillere og tilskuere overhovedet kunne finde vej til cafeteriaet. Det kunne de i den grad, for cafeteriaet blev hurtigt fyldt, og det, til tider våde vejr, var nok årsagen til, at der blev solgt kaffe og kanelsnegle i stride strømme.
Når der ikke var flere varer på lager, måtte der ekstra ture til HT Superland til, men også både ”Rutteren” og ”Coop 365” var behjælpelige, når der var akut behov for ekstra varer.
Generelt var der god stemning i cafeteriaet og på banerne, og de mange frivillige fik sat ansigter på nye bekendtskaber i foreningen.
Foran stadion var der opsat hoppeborge til at glæde de mange besøgende samt byens børn. ”De Blå mænd” var endnu engang friske på en ekstra tørn og tog opgaven med at få sat hoppeborgene op og pakket væk de tre dage.
Det var ikke kun i og omkring banerne, at der skulle serviceres, for Tårs Hallen og Tårs Skole var igen i år overnatningssted for flere udenlandske hold. Traditionen tro serverede det frivillige morgenhold på Tårs Skole morgenmad i skolens kantine mellem kl. 6.30 og 9.30, og hele døgnet var skolen og hallen bemandet med frivillige til at holde opsyn med de mange Dana Cup-deltagere, som altid kunne henvende sig på skolens ”informationscenter”, hvis de havde brug for hjælp.
Mange af vagterne på skolen blev besat at gengangere, der har hjulpet med til Dana Cup i TUI-regi i mange år, men også mange nye frivillige kom til i år, hvilket selvfølgelig skaber glæde i idrætsforeningen.
Alle de mange frivillige samt Tårs Hallens personale har været med til at skabe en fantastisk god Dana Cup-stemning i Tårs, så det må siges, at have været en stor succes at have kampe tilbage på banerne. At der tilmed blev generet et solidt overskud til TUI fra salget i cafeteriaet, er blot et ekstra plus, for det kommer foreningens medlemmer og dermed hele byen til gavn.
Dana Cup i Tårs er i høj grad båret af frivillighed, og alle de frivillige fik en T-shirt med trykket ”Det er fedt at være frivillig i Taars-Ugilt IF” som tak for give en hånd med under Dana Cup.
Der var 4 lokale TUI hold med i til Dana Cup, trods meget regnvåde fodboldbaner og svingende resultater, som gør, at vi venter med at udvide pokalskabet til næste år, var humøret højt.
De unge spillere har fået nogle uforglemmelige oplevelser både til indmarchen og til kampene mod de internationale modstandere.
I TUI er nedtællingen til Dana Cup 2024 begyndt!




