Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Bødkergårdens forårsudstilling spreder smil og glæde

Børn udtrykker sig på en dejlig umiddelbar og ærlig måde, som gør én rigtig glad og i godt humør. Forårsudstillingen på Bødkergården i Østervrå har netop den virkning, også fordi udstillingen præsenterede sig farverig, mangfoldig, munter og i stor respekt for de ’udøvende’ kunstnere. 

Det er ikke kun præsentation af børnenes kunstneriske evner, som var udstillingens formål, men også dagligdagen på Bødkergården, med alt hvad den byder på af både udendørs og indendørs aktiviteter. 

Udstillingen 2023 havde ændret konceptet i forhold til tidligere år. – Vi har valgt at have et tema med årstiderne, og heri har vi forsøgt at integrere alle elementer i udstillingen på tværs af afdelingerne, forklarer personalet. Det har resulteret i en skøn ’farvelade’ af kunst, projektbeskrivende billeder, natur, årstidens højtider fra vuggestuen, børnehaven, Svalereden, Dueslaget og Bødkerhuset.

Det nye koncept fungerede fint med en god blanding af produkter, processer og børnenes reaktioner hen over det sidste år. Dertil kommer en blid underlægningsmusik, som passede til de forskellige årstider, som bl.a. fuglefløjt, vindens susen eller bølgeskvulp. 

Et særligt projekt har fyldt godt hos Svaleredens børn. De havde i to uger arbejdet med skrald og genbrug, hvor de selv havde været ud og samle skrald, set videoer om emnet, prøvet at sortere skrald, og herunder havde fået en god snak om, hvorfor vi skal sortere. – Børnene sluttede projektet af med at lave finurlige skulpturer af skrald, en opgave de var meget optaget af, fortæller personalet. 

Indblik til mor og far
De fleste forældre har sikkert ofte oplevet deres børn sige, at de ikke har lavet noget i børnehaven, og derfor har Forårsudstillingen også det vigtige formål at vise mor og far, hvad børnene går og laver – og forældrene var ret imponerede. Børnene skal ikke være ret gamle, før de med stolthed tager forældrene med rundt til en stolt præsentation af egne frembringelser, men det er også tydeligt, at børnene er helt med på, og kan fortælle, hvad de andre afdelinger har lavet. En klar indikator på, hvad barnet har været med til i en del af fællesskabet.  

Gæsteudstillere
Til en rigtig fin udstilling er der jo også altid gæsteudstillere, og naturligvis også på Bødkergården, hvor De kommunale Dagplejere og De private Pasningsordninger havde været forbi med deres fine bidrag. 

En udstilling, der gav os løfte om, at foråret er på vej, en tid, der sætter de fleste i godt humør, og samtidig en udstilling, der måske inspirerede til sjove aktiviteter derhjemme, og viste os alle, at selv om året går sin gang, så er der hele tiden noget at glæde sig til. 

ÅB

Populære artikler