Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Enden på en æra – Åse siger farvel

Normalt er det Åse Bonde Bakland, der med garvet og sikker hånd er kvinden bag de mange spændende nyheder og artikler fra biblioteket. Det er ikke tilfældet denne gang og det vil det heller ikke være fremover, da Åse har valgt at stoppe ved Bibliotek & Borgerservice Frederikshavn Kommune til fordel for pensionisttilværelsen. Det kommer til at kræve lidt tilvænning fra os alle. 

Mange vil mene, at der kan sættes lighedstegn mellem Østervrå Bibliotek og Åse Bonde Bakland. Man kan hverken sige eller tænke det ene, uden det andet. Det er som brød uden smør, jul uden konfekt og Knud uden makrelmadder. Og selvom vi måske nok har vidst, at det ville ske før eller siden, kom det stadig som et chok, da Åse annoncerede sit kommende exit. Det er enden på en æra og mange, både kollegaer og trofaste lånere, vil komme til at savne Åse. 

Næsten 40 års tro tjeneste
Lige siden 1984, har du kunnet møde Åse på bibliotekerne i Østervrå og Sæby, hvor hun har delt ud af sin store viden om og glæde for kultur og litteratur. Hjælpsomhed er Åses mantra, og sammen med sin faste makker i Østervrå, Knud Rommedal Hjørnholm, har hun leveret verdensklasses service og værtskab til de lokale lånere.

Foruden de ugentlige vagter, har Åse også været involveret i et væld af andre biblioteksopgaver såsom Lydavisen og afholdelse af kulturarrangementer. Herudover har Åse formidlet bibliotekets mange årlige events og forskellige tilbud gennem måske mere end 3000 pressemeddelelser og artikler – alt fra litteraturanbefalinger, og forskellige læseprojekter og debatfestivaler. Åse mestrer det danske sprog til fulde, hun kan altid finde den rette vinkel, og garvet som hun er, spotter hun oftest, den gode historie før alle andre – evner som bliver svære at erstatte. 

Du kære læser kan heldigvis stadig lade dig fornøje af Åses ordspil og se navnet i ”by-linjen”, da hun eftersigende fortsat vil skrive lidt til avisen her. 

Åses sidste vagt 
Åse får dog ikke lov til at smutte stille ud af bagdøren. Vi er nemlig mange, der ønsker en sidste stund med Åse bag biblioteksskranken og der bliver mulighed for at sige pænt farvel til hende på hendes sidste dag på biblioteket.

Tak fra dit team
Ovenstående er ikke i nærheden af at beskrive Åse og give et retvisende billede af en fantastisk kollega, der med sin store faglighed, integritet og ikke mindst gode personlighed, har bidraget stort til vores hverdag og arbejdsglæde. Vi kommer til at savne Åses selskab og engagement.  

Populære artikler