
Bestyrelsen for den borgerejede købmandsbutik i Flauenskjold har netop lanceret et spændende nyt tiltag, benævnt ”KLIK & KØB”.
Tanken er at via et link på Min Købmand Flauenskjolds hjemmeside vil man kunne bestille sine varer online.
Jette Madsen fra købmandsgruppen oplyser at folk der eksempelvis arbejder udenbys, kan bestille sine varer online, og så hente dem på vej hjem. Tiltaget skulle gerne gøre hverdagen nemmere for travle borgere, samt selvfølgelig også være medvirkende til at øge butikkens omsætning.
Som et ekstra tilbud vil man i november måned blive tilbudt en lille gave ved enkeltstående køb på over 300 kr.
Købmandsgruppen Flauenskjold A.M.B.A., som Min Købmand Flauenskjold formelt hedder, blev stiftet den 28. januar 2016, hvor man via finasiering fra borgerne og tegning af andelsbeviser købte byens eneste dagligvarebutik.
Som så mange mindre butikker har de øgede energipriser også været en stor udfordring for købmanden i Flauenskjold.
Butikken modtog således en elregning for august på 60.000 kr. Herefter blev der iværksat forskellige energibesparende foranstaltninger, hvor en del af loftslyset samt diverse køleskabe mv. blev slukket. Dette resulterede i at strømregningen for september næsten blev halveret. Sammenlignet med august og september sidste år har den samlede merudgift på el udgjort 42.000 kr.
Samtidig blev der imidlertid iværksat en kampagne, hvor butikken opfordrede de handlende til at donere 2 kr. pr. ekspedition som hjælp til de øgede elpriser. Dette har foreløbig resulteret i at der er kommet 29.000 kr. i kassen på den konto.
Flot at borgerne i den grad er med til at værne om butikkens levedygtighed.
Tekst og fotos: IS




