Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

35 år med Mission Afrika i Østervrå

Fejring: mandag den 10. oktober på Hjørringvej 424. 
Genbrugsbutikken i Østervrå kan fejre 35 års jubilæum i rigtig fin form. Trenden med genbrug giver god omsætning, men sådan har det ikke altid været. I begyndelsen var der en del skepsis i lokalområdet over for dette nymodens koncept. 

For 35 år siden åbnede den første genbrugsbutik i Østervrå på adressen Hjørringvej 416 (hjørnet af Møllegade og Hjørringvej), på initiativ af Sonja og Tage Lauritsen, Voerså samt Judith og Jens Peter Jensen, Østervrå. I 1989 flyttede butikken til Hjørringvej 427 (Monica Kiils frisørsalon) og i 1996 til den nuværende adresse.  

I 1987 var genbrugstanken stadig meget ny, og måske især for en lille by som Østervrå. Flere mødte det nye fænomen med rimelig stor skepsis, og almindelige borgere i byen gik langt uden om genbrug, ja, nogle gik endda over på den modsatte side af gaden, for det skulle ikke hedde sig, at de kiggede på vinduer hos Mission Afrika, husker én tidligere frivillig. 

Butikkens sortiment bestod den gang kun af tøj, og det tøj, der blev indleveret var ofte meget slidt. I begyndelsen var der langt mellem kunderne, så de frivillige havde rigtig god tid til f.eks. at strikke. Det hele vendte, da der i begyndelsen af 90’erne kom en del bosniske flygtning til byen. De var flittige kunder hos Mission Afrika sammen med de borgere, der ikke havde så mange penge. 

I dag er der kunder fra alle samfundslag, især mange unge kvinder og piger finde vej til udvalget i butikken, og går derfra med gode fund. 

Sortimentet er udvidet betragteligt, så der ud over tøj også er gode chancer for at finde smykker, legetøj, keramik, glas, puslespil, bøger og meget mere i butikken. Til gengæld har prisniveauet stort set ikke ændret sig på de 35 år. – Det er stadigvæk muligt at finde en pæn bluse til 20 kr. præcis, som det var i slutningen af 80’erne, oplyser Ingrid Sørensen fra Østervrå Genbrug. 

Mission Afrika Østervrå Genbrug får rigtig meget pænt tøj indleveret – noget af det har aldrig været brugt. Der kommer også hele tiden nye gode og anvendelige ting og sager på hylderne, men som alle andre handelsdrivende, så kan de også mærke i genbrugsbutikken, hvordan samfundsudviklingen er. – Vi har oplevet et skred i forhold til de ting og sager, vi får indleveret. Tidligere var kvaliteten noget højere, end det vi ser i dag, og det tror vi skyldes, at mange først forsøger at sælge tingene privat, forklarer Ingrid Sørensen. 

Sælger det de kan
Butikken i Østervrå har en god omsætning, og trenden med genbrug og recykling er jo ikke overraskende med til at sende salgstallene i vejret. Butikken har i alle årene bidraget til hjælpearbejde i Afrika – i dag via Mission Afrika.  – Vi sælger, alt det vi kan i butikken, men lige som i enhver anden butik, så er der også noget, vi ikke kan sælge i vores område, selv om der ikke er noget i vejen med kvaliteten, fortæller Ingrid Sørensen. 

Det betyder ikke, at disse varer bliver kasseret, tværtimod. I de senere år har butikken fået kontakt til flere og flere, der organiserer og uddeler hjælp til dem, der har brug for det. – Vi giver bl.a. til en varmestue i Hjørring, krisecentre i både Hjørring og Frederikshavn, Mødrehjælpen, Adventistkirkens udenlandske hjælpeprojekt, og for nylig har vi fået kontakt til Næstehjælperne i Hjørring, som gerne vil have ting og sager, uddyber Ingrid. 

Går vi helt ned i detaljen, så bliver reststoffer – lagner o.lign. klippet op til klude i passende størrelse, som sælges i butikken til bl.a. værksteder. Strik bliver trævlet op og solgt i butikken til ivrige strikkere, som hurtigt giver nyt liv til garnet. – Vi har også flere gange give stofrester eller andet til kreative projekter på Bødkergården, så det er meget minimalt, hvad der bliver smidt ud, understreger Ingrid Sørensen.

Sammenhold og netværk
Det sociale samvær står også meget højt på listen hos de frivillige medarbejdere, som på skift sørger for den daglige drift af butikken. I modsætning til de første år med genbrugsbutikken, så er der i nyere tid kommet meget mere fokus på, hvor vigtigt det sociale fællesskab er for medarbejderne og det stykke arbejde de lægger i butikken. – Vi er 33 frivillige i butikken, og vi mødes flere gange om året til fælles arrangementer, som f.eks. julefrost, udflugter og sommerhygge, det gør rigtig meget for sammenholdet, og mange har fået et større netværk, forklarer Ingrid. 

I butikken betyder det glade og meget engagerede medarbejdere, hvoraf flere har deres eget ansvarsområde. Én af dem er i øvrigt datter af Judith og Jens Peter Jensen, som var med til at starte butikken for 35 år siden, og hun brænder lige så meget for sagen, som hendes forældre sikkert har gjort. 

Det skal fejres
I de sidste par uger har der været ekstra travlt i butikslokalerne hos Mission Afrika med rengøring og udskiftning i varegrupperne. De sidste rester af sommertøj er skiftet ud med efterårstøj, og vinduerne er trukket i efterårets farver, så nu er butikken og personalet klar til at byde velkommen til en frisk butik. – Vi fejrer jubilæet mandag den 10. oktober med ekstra gode tilbud i anledning af jubilæet og besøg fra hovedkontoret, så vi håber, at rigtig mange har lyst til at kigge ind. Vi har selvfølgelig også kaffe på kanden og dertil nybagt kringle, lover Ingrid Sørensen. 

ÅB

Previous article
Next article

Populære artikler