Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Dybvad Kroketklub arrangerede VM

Flaget var hejst ved Dybvadhallen forleden og det var i anledning af, at der blev afholdt VM i kroket og her skal så lige tilføjes, at VM her står for Vendsysselmesterskabet

Dybvad Kroketklub har p.t. 14 medlemmer og spiller hver torsdag på banen ved hallen og som de siger, så får man masser af god motion, når man spiller kroket. Samtidig har de et rigtig godt fællesskab og er gode til at hygge sig bagefter med kaffe og kage, og den del af kroketeftermiddagen vil de ikke undvære – det betyder så meget med det sociale fællesskab i en tid som den, vi har nu. Man opfordrer alle, der kunne tænke sig at prøve om kroket er noget for dem, til at kikke op om torsdagen, når de mødes og træner – alle er velkomne, lyder det fra kroketspillerne, der samtidig er i fuld gang med VM i kroket på de mange baner, der er sat op.

Tilbage til VM i kroket så startede dagen kl. 9.00 med kaffe og så gik man ellers i gang med at spille og som det forlyder fra spillerne, så kan de ikke sætte noget sluttidspunkt på – man spiller til alle kampene er afsluttede – hvor lang tid, det så end kan vare.

Herefter er der præmieuddeling og uddeling af kølleskilte til alle vinderne i VM 22.

Efter endt kamp er der så tid til 3. halvleg med masser af hygge og dejlig kage og kaffe og her fik avisens udsendte også en plads ved bordet til en god hyggesnak, hvor man bl.a. fortalte, at formanden for Dybvad Kroketklub hedder Henning Kærskov og i bestyrelsen i øvrigt er Ulla Bolvig, Mona Vanggård, Borghild Larsen Tommy Nielsen.

Alle deltagere i årets VM var enige om, at det var et godt arrangement og havde stor ros til Dybvad Kroketklub.

Jo-Jo

Foto: Ejvind Pedersen

Populære artikler