Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Østervrå Gymnastikforening har flere nye tiltag i den kommende sæson

Hvis du har planer om at forbedre din fysik her i efteråret, så skulle du måske tage et lille kig på, hvad GF77 Østervrå Gymnastikforening har på programmet i den kommende sæson, som indledes onsdag den 7. september i Østervrå Idræts- og Kulturcenter. 

Onsdag bliver fortsat den store gymnastikdag i GF77, men flere nye tilbud gør, at foreningen også har taget enkelte tirsdage i brug. 

Slatne baller og topmave
Kan du nikke genkendende til ovenstående udfordringer, så skal du måske melde dig på det nye hold for piger i alderen 30+, så vil Mette Dahl sørge for at du får pulsen op til god musik. – Hvis du har det lidt lige som mig, at du ikke kan tage dig sammen til at gå i motionscentret, så er det her en god mulighed for at komme afsted, lyder opfordringen fra Mette Dahl. 

Et tilsvarende tilbud har foreningen til de granvoksne mænd i samme alder 30+, hvis de har brug for at få vedligeholdt og styrket fysikken. Ani Pedersen står i spidsen for holdet, og hun har planer om at invitere forskellige gæsteinstruktører, for at skabe et varieret program, som også lægger op til, at deltagerne kan komme med egne ønsker til træningen. 

’Verdensdans’ er også et nyt tilbud, som Petra Skovholm står for den første tirsdag i hver måned, og alle er velkommen til at komme og være med. 

18+ hold 
– Vi vil rigtig gerne lave et hold for de unge, der er blevet for gamle til at gå på Juniorholdet, men stadig gerne vil dyrke opvisningsgymnastik, forklarer Mette Dahl, vi har fået flere forespørgsler, men vi vil meget gerne, at de unge kontakter os, så finder vi ud af noget. 

Seniormotion er, som de plejer, på plads onsdag formiddag og slutter af med lidt fælles hygge. Så går det løs om eftermiddagen med Pige- og Drengefræs, Parkour for Drenge, Springmix og Juniorholdet for de 12-18-årige, som måske har udsigt til en udenlandstur i år. Ani Pedersen er også klar med ’Kom i Form’-holdet, og de to yogahold med Petra Skovholm og Trine Falden kører også, som de plejer. 

Alle instruktørerne er på plads til den kommende sæson, og har netop været samlet til en fælles dag, hvor efterårets program er blev finpudset. Alle foreningens redskaber er blevet gennemgået, og der er da også kommet lidt ting på ønskesedlen. 

De sidste par år har været udfordrende, og mange ting har ligget stille. Bl.a. har GF77’s instruktører ikke haft mulighed for at komme på efteruddannelse, men det bliver der gjort noget ved nu. – Vi indleder sæsonen med et opstartskursus for alle vore instruktører her hjemme i foreningen, og så er det planen, at sende flere af sted på inspirationskurser og måske også lidt specialiserede kurser, fortæller Mette Dahl. 

Mette Dahl har overtaget formandsposten og den øvrige bestyrelsen er Ani Pedersen, Kirsten Krogh Lunden, Marie Lam Mathiassen og Frode Thule Jensen. Foreningen er snart klar til at gå i luften med en helt ny og mere brugervenlig hjemmeside. 

ÅB

Populære artikler