
Klædt i røde spilletrøjer med et femtal og kælenavnet ’Prinsgemæhlen’ på ryggen signalerede de 30 deltagere fra Østervrå IF, der deltog i pinsens Royal Run i Aalborg, at de ikke kun var i løbehumør, men bestemt også i landskampsstemning og med en særlig landsholdsspiller i tankerne.
Det var en god blandet flok af børn og voksne fra ØVI, der havde taget imod TV2s tilbud om en gratis billet til weekendens Royal Run i Aalborg. Sponsoratet var en opvarmning til landsholdets kamp samme aften mod Østrig, og ØVI’erne var i den grad klar til at give en særlig opbakning til bysbarnet Joakim Mæhle.
De røde spilletrøjer var sponsoreret af Østervrås lokale tøjbutik Høyrup, og som et ekstra scoop, stillede det lokale autoværksted TopTi op med et ekstra blikfang Mæhle-limousinen, som til lejligheden var blevet udstyret med et Royal Run og Dannebrog. Ejeren af limousinen kan i øvrigt fremover skrive sikkerhedsgodkendt af PET på sin store vogn. Den skulle nemlig igennem en nærmere tjek hos sikkerhedsfolkene, før den fik lov til at komme ind i målområdet ved Royal Run. Limousinen tiltrak sig stor opmærksomhed. Mange spurgte nysgerrigt ind til, om Joakim Mæhle også var til stede, og selv om det ikke var tilfældet, så er en limousine vist aldrig blevet fotograferet så intenst.
Det blev en festlig dag i Aalborg for de rødblusede ØVI’ere. Alle klarede 1 mile (1,6 km.) i fin stil, og her gjorde de røde trøjer sig også godt. – Det var dejligt med de røde trøjer, for så kunne vi hurtigt spotte dem, vi var sammen med, fortæller formand fra ØVI fodbold Karina Kristensen, i det hele taget var det en rigtig stor og dejlig, fælles social oplevelse, som vi kan snakke om i lang tid.
Joakim Mæhle kan du møde torsdag den 16. juni i Østervrå Idræts- og Kulturcenter, hvor han i selskab med TV2 Nords Mogens Jørgensen, vil fortælle om sin vej fra det ØVI til det danske landshold.
Sæsonafslutning
Den forlængede weekend bød i øvrigt også på sæsonafslutning for alle trænere og hjælpere i ØVI-fodbold, og det blev også en virkelig god oplevelse. – Vi havde inviteret en fægter, som i et par timer instruerede os alle samme i at fægte, fortæller Karina Kristensen, og bagefter sluttede vi af med fællesspisning og landskamp i ØVIs Klubhus.
ÅB




