Top 5 I denne uge

Relaterede indlæg

Opsøgende arbejde gav flere medlemmer i borgerforening

Et målrettet og opsøgende stykke arbejde af bestyrelsesmedlemmer og et par ekstra hjælpere gav pote for Østervrå Borgerforening, som udover flere medlemmer også fik mulighed for at høre, hvad borgerne gjorde sig af tanker om byen og fremtiden. 

Det er en rigtig god ide, at gå flere sammen om en fælles generalforsamling. Østervrå Borgerforening og Varmeværket havde torsdag aften indkaldt til den årlige aflæggelse af beretning, og der mødte godt 40 borgere op. Ingen af de to foreninger er normalt plaget af stort fremmøde til den årlige generalforsamling, konstaterede begge formænd. Der var dog, hos begge en stor glæde og tilfredshed med, at så mange var dukket op, hvilket de begge gav udtryk for. 

Formand for Østervrå Borgerforening Frode Thule Jensen gik på som aftenens første, og indledte med at fortælle om den positive oplevelse, det havde været at komme rundt og sælge medlemskort. Herefter gik han over til at fortælle lidt om årets gang. Særligt blev foreningens to flittige grønne hold fremhævet for deres indsats. – Det er virkelig noget, der bliver bemærket af byens borgere, men så sandelig også at de gæster vi får udefra, understregede formanden. 

Han tilkendegav også, at borgerforeningen er klar til at støtte flere fremtidige projekter og initiativer i Østervrå, hvor der bl.a. er en ny fælles hjemmeside i støbeskeen og en Byfest i 2023. 

Juleoptoget og tønder til fastelavn har været en del af borgerforeningens aktiviteter i 2021. Desuden har der været arrangeret en velbesøgt tur i Ny Mølle med kommunens naturvejleder Bo Storm, og en aften med åben planteskole hos Holms Planteskole, er der flere, som gerne vil have gentaget. 

Foreningen går og pusler med planer om flere kulturelle arrangementer, men har dog ingen planer om at arrangere Skt. Hansfest i 2022, i stedet opfordrede formanden til at bakke op om den planlagte midsommerfest på Gjersholt.

– Frederikshavn Kommunes Distriktsråd har besluttet, at alle landsbyer hvert år modtager 20.000 kr. til drift, og det er vi vældig glade for, understregede formanden. Der mangler byggegrunde, og vi har på forskellig vis presset på for at få lavet en ny udstykning i Bakkevænget, så vi kan efterkomme den interesse, der er for at bygge. Borgerforeningen afventer også den endelige godkendelse af de to nye shelters, der er blevet opstillet på campingpladsen. 

Der har været diskuteret muligheden for at etablere et ’værested’ for byens unge, og i den forbindelse er der nedsat et dialogforum bestående af repræsentanter fra Borgerforeningen, ØVI, Østervrå Idræts- og Kulturcenter, SSP og Torslev Skole. 

Under eventuelt blev der diskuteret et par trafikmæssige projekter. En gruppe borgere har ønsket at få forlænget fortovet ud ad Brøndenvej, som måske ender i en løsning med en 2 i 1 vej. En anden borger påpeger, at der er behov for at få dæmpet hastigheden på Brønderslevvej mellem krydset Møllegade/Aalborggaardvej og Møllegaardsvej. 

Regnskabet viste et pænt overskud, og kontingentet forbliver uændret. – Vi kommer snart rundt igen, for at få en snak og fornyelse af kontingenter, lovede Frode Thule Jensen.

Bestyrelsesmedlem Kaj Mathiassen har afløst foreningens mangeårige medlem i Distriktsrådet.

Til bestyrelsen var der genvalg af: Malene Sørensen, Frode Thule Jensen og Bodil Pedersen, desuden blev Jørgen Aagreen valgt til bestyrelsen. 

ÅB

Populære artikler